WMO: Klodens klima er varmt og vildt

FN-organisationen for vejr og klima, WMO, kigger tilbage på de seneste fem år – og billedet er helt klart. Jordens ekstremvejr bliver mere og mere knyttet direkte til global opvarmning.

World Meteorological Organization udgiver i forbindelse med de årlige klimatopmøder – i år i regi af COP22 i Marrakech – en række statusopgørelser for Jordens klima. Tirsdag udsendte WMO en detaljeret rapport over Jordens klima i perioden 2011-2015, og i næste uge kommer det foreløbige kig på Jordens klima anno 2016.

Tendensen er klar. Perioden 2011 til 2015 er den varmeste femårsperiode målt i menneskehedens historie, og alle fem år har hver for sig placeret sig blandt de varmeste 15.

2015 blev det hidtil varmeste år nogensinde målt – ikke mindst på grund af den El Niño-hændelse, som satte sit præg på globaltemperaturene.

”Rekorden for 2015 bliver sandsynligvis slået i år,” siger generalsekretær for WMO Petteri Taalas i pressemeddelelsen.

Det er netop El Niño-hændelsen fra 2015, som har trukket markante spor ind i 2016. Midt i foråret var effekterne El Niño dog væk.

De ti varmeste år, der er målt på kloden, er alle målt efter 1998.

Perioden er den varmeste femårsperiode for alle kontinenter bortset fra Afrika, hvor det er den næstevarmeste periode. Tilsvarende er havoverfladetemperaturene for 2015 gennemsnitligt højere end nogensinde før, og fortrænger dermed 2014 fra dén førsteplads.

Rapporten beskriver, i hvor høj grad den menneskeskabte del af den globale opvarmning bidrager direkte til ekstreme vejrhændelser. En række nylige studier viser at menneskeskabt global opvarmning bidrager i højere og højere grad til forekomsten af ekstreme vejrhændelser. Nogle af studierne finder endda, at sandsynligheden for ekstreme varmehændelser er steget med 10 gange eller mere.

Nogle af de ekstreme vejrhændelser, som har haft størst påvirkning i perioden, er:

  • tørken i Østafrika i 2010-2012,
  • tørken i det sydlige Afrika i 2013-2015,
  • oversvømmelserne i Sydøstasien i 2011, 
  • hedebølgerne i Indien og Pakistan i 2015, 
  • Hurricane Sandy i USA i 2012 og
  • Typhoon Haiyan i Filippinnerne i 2013.

Der er links til pressemateriale og rapporten fra WMO i Værd at Vide til højre.

9. november 2016

Kontak Presse ♦ Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle