Søbrise over Alperne

Kollaga Siewertsen kom i sidste uge hjem fra en flyvetur over Alperne. Han berettede, at de store dale i Alperne smøg sig uberørte og skyfri gennem landskabet, mens skyerne klamrede sig til bjergtoppene. Det er der faktisk en sjov forklaring på: Søbrise.

Skyer over alperne

Det ligner ikke just et sted med søbrise. Foto: Bjarne Siewertsen.

Danmarkskort med front over

Eksempel på en søbrisefront over Danmark.

De topklamrende skyer kan sidestilles med det fænomen, der kaldes søbrisefronter - en direkte følge af søbrise.

Søbrise opstår typisk i måneder marts til juli og skyldes uens opvarmning mellem land og vand typisk på fem grader eller mere.

Solens opvarmning over land er hurtigere og mere effektiv i forhold til den, der finder sted over vand. Den opvarmede luft bliver let, stiger til vejrs, og der dannes et termisk lavtryk nær overfladen.  Køligere luft over vandet bevæger sig mod det lavere tryk, og søbrisen er en realitet.

Søbrisen kan blæse ind mod det termiske lavtryk fra alle mulige retninger. Når de mødes dannes en såkaldt konvergenszone, eller søbrisefront, der typisk ses i form af cumulus skyer liggende på en lige linje - som det ses på billedet fra en tidligere begivenhed i Danmark.

Højtflyvende søbrise

Fænomenet over Alperne kan forklares på samme måde. Her er der blot tale om horisontale temperaturforskelle lidt oppe i atmosfæren.

På bjergtoppen opvarmes jordoverfladen af Solen, mens der stort set ikke foregår opvarmning i den fri atmosfære ved siden af bjergtoppene.  Således vil temperaturerne omkring bjergtoppene blive højere end temperaturen i den fri atmosfære. Luften begynder at stige til vejrs, der dannes et termisk lavtryk, og luft strømmer til fra den omkringliggende atmosfære.  

Grafik med bjergtoppe

Bjergtoppene har så at sige skabt deres egen søbrise og heraf en søbrisefront, karakteriseret ved gader af cumulusskyer, der holder sig over eller tæt på bjergtoppene.

Når opvarmningen stopper sidst på eftermiddagen, udlignes temperaturforskellen mellem bjergtoppe og den omkringliggende atmosfære, søbrisefronten ophører og cumulusskyerne opløses. 

Af meteorolog Lars Henriksen
19. september 2016

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter og Instagram