Sådan bidrager DMI til Danmarks forsyning

Regeringen lancerede den 15. september Danmarks første samlede strategiske ramme for forsyning til danske husstande og virksomheder. Strategien favner både forsyning med energi, fjernvarme og vand samt håndtering af affald og spildevand som én samlet sektor - alle områder, som DMI bidrager til i forskelligt omfang.

Vand

DMI’s net af observationsstationer, der blandt andet måler nedbør, producerer en del af de data, som forsyningsselskaberne bruger til at styre spildevand. DMI og Ingeniørforeningen i Danmarks Spildevandskomité har siden 1979 samarbejdet om etablering og drift af det landsdækkende automatiske nedbørmålernet. Styringen af spildevand foregår i dag også ved hjælp af data fra DMI's radarnetværk og de kortsigtede nowcasting-produkter.

Når vand udgør et problem, kommer det typisk fra et af tre steder; fra oven, fra siden eller nedefra. Ovenfra kommer vandet typisk i form af kraftig regn eller skybrud, fra siden kommer det som afstrømning/oversvømmelser, hvis kloaknettet er overbelastet, og nedefra ved grundvandsstigninger. Sammen vil DMI og GEUS kunne modellere konsekvenserne af alle tre typer problematisk vand, så fx kommunale beslutningstagere kan planlægge fremtidige klimainvesteringer. I samarbejde med netop forsyningsselskaberne er DMI i år med i en forsøgsordning med en dedikeret meteorologisk skybrudsvagt, når situationerne kræver det.

Varme

Med langtidsudsigter fra DMI’s meteorologer kan varmeværker planlægge indkøb af naturgas udefra, når den lokale varmeproduktion ikke slår til.

Det er for eksempel muligt med DMI’s prognoser for solindstråling, vind og temperatur at estimere de kommende dages varmehov hos forbrugerne.

El

I balanceringen af El-selskabernes energiindkøb er vejrudsigter et væsentligt input.

Gas

Naturgasselskaber får med DMI’s langtidsudsigter hjælp til planlægningen af den kommende måneds produktion.

Klimasikring

DMI kan levere målrettede og kvalitetssikrede klimadata til landets kommuner baseret på egne klimadata og klimafremskrivninger samt IPCC’s klima-scenarier. Dermed kan vi give kommunale beslutningstagere et godt og grundigt gennemarbejdet materiale at beslutte fremtidige klimainvesteringer ud fra.

Du kan læse mere om Forsyningsstrategien fra link under 'Værd at Vide' øverst til højre.

Af Marianne Brandt, Christian Lietzen og Bjarne Siewertsen, kommunikation@dmi.dk

© DMI, 15. september 2016

Kontak Presse ♦ Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle