Ny månedsprognose: Mild, kølig, kold, kold

Ikke så snart er november blevet sit sædvanlige milde og regnfulde jeg, før månedsprognosen igen varsler kulde - denne gang i starten af december.

Tirsdag har energimeteorolog Tim Petersson endnu engang forsøgt at kigge vejret i kortene med milde øjne.

Succesen var begrænset.

"I denne uge strømmer ret mild luft ind over Danmark fra vestlige retninger. Fronter med skyer og nedbør befinder sig tæt på landet det meste af tiden. Det bliver blæsende, og temperaturen ligger typisk mellem 6 og 10 grader i dagtimerne", siger meteorologen.

I næste uge får temperaturen så et nøk nedad, men vi slipper med noget mindre nedbør.

Vintervejret vender tilbage

Når vi kommer frem til uge 48 og 49 og starten på december, sker der imidlertid noget. Koldluften nærmer sig Danmark fra nord.

"Temperaturen falder sandsynligvis til noget under det normale, og der er pæne chancer for vinterligt vejr, sne og frost i første halvdel af december", siger Tim Petersson, som dog påpeger, at månedsprognosen er mere usikker i de sidste to uger af perioden.

Nedbørmængderne i starten af december ser på landsplan ud til at havne ret tæt på det normale.

"Lokalt kan der dog komme større mængder i forbindelse med byger, som opstår over det endnu relativt lune vand i Østersøen og Kattegat", slutter meteorologen.

15. november 2016

Kontak Presse ♦ Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle