Nordmand sætter verdensrekord med dansk vejrudsigt

I maj og juni havde DMI en anderledes kunde. Ikke fordi han var nordmand, men fordi han ville slå rekorden i at gå tværs over Grønland. Og han ville have DMI’s hjælp til rekordforsøget. 

I maj og juni var DMI i tæt dialog med den vandrelystne nordmand, Ivar Tollefsen, som gerne ville slå rekord i at vandre tværs over Grønland fra Isortoq til Kangerlussuaq (ca. 540 km i fugleflugtlinje). Han har tidligere haft rekorden på strækningen, men den slået i 2015, så nu var han meget opsat på at generobre den. For at gøre det, havde han brug for præcise udsigter for vejret.

Fra tidligere ture i Grønland vidste Ivar, at juni er den bedste måned til den slags rekordforsøg, fordi der er mest lys og ikke for mange smeltevandssøer endnu. Perfekte betingelser, hvis man vil nå længst muligt på kortest mulig tid på hhv. ski, i raskt løb og nogle gange i gå-tempo. Men Ivar havde også brug for at vide mere præcist, hvornår i juni det ville være bedst at tage af sted, og i hvilken ende af ruten han skulle starte, for at få optimale betingelser for sin tur.

På tværs af Grønland

DMI’s energi- og langtidsmeteorologer, som sidder med alt vejr ud over 8-døgns-udsigterne, har i følge Ivar Tollefsen været en uvurderlig hjælp i rekordforsøget. Ivar brugte bl.a. DMI til at beslutte, hvornår han skulle tage af sted, og i hvilken retning han skulle tage ruten. For at slå rekorden var det nødvendigt med viden om vindretninger og vindhastigheder, samt om der var regn eller sne i vente. Og med DMI’s langtidsudsigter kunne han vente med tage af sted til Grønland, til det optimale vejr viste sig. Desuden fandt han i samarbejde med DMI ud af, at han med fordel kunne starte turen i Isortoq og bevæge sig fra øst mod vest tværs over Grønland til Kangerlussuaq. På en del af ruten ville der nemlig være en kraftig sydøstlige ”medvind” på ca. 20 m/s, som ville have været katastrofal, hvis han havde valgt at gå fra vest mod øst. 

Ivar Tollefsen fortæller om hjælpen fra DMI:

"Det jeg vil takke mest for, er det engagement og den støtte jeg fik fra alle på DMI, når jeg både før og undervejs ringede til meteorologerne på DMI", siger Ivar (oversat fra norsk).

Turen fandt sted i dagene 14-19. juni og sluttede med en ny verdensrekord til Ivar Tollefsen i tiden: 
6 dage 22 timer og 20 min. Stort tillykke herfra.

Redaktion Christian Lietzen, kommunikation@dmi.dk

© DMI, 5. juli 2016

Kontak Presse ♦ Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle