Indtil videre har sommeren været varm

Vi er gået ind i den sidste af de tre kalendersommermåneder, og selvom juli faldt ud som en forholdsvis kold måned, så har sommeren som helhed været lidt lunere, end vi er vant til, lyder den overraskende melding fra seniorklimatologen.

"Jo, den er god nok," siger seniorklimatolog John Cappelen over frokosten på DMI. "Juni blev gennemsnitligt så tilpas varm, at den indtil videre hiver gennemsnittet af sommeren op over det normale."

Johns lemfældige omgang med statistik får et par rejste øjenbryn blandt kollegerne på DMI, men vi tvivlere bliver sat til vægs.

"Den er god nok. Den landsdækkende varmebølge i begyndelsen af juni var med til at hive gennemsnittet op. Og mange af os arbejdede i de dage, så vi fik ikke rigtig sommerferieglæde af varmen," forklarer han.

Juni og juli har tilsammen en gennemsnitstemperatur på 16,2°C. Klimanormalen (1961-1990) for perioden er sølle 15,0°C, mens gennemsnittet for 2006 til 2015 er 15,9°C.

"Så... varmere," triumferer John.

3. august 2016

Kontak Presse ♦ Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle