Rigelig sol til alle i ny månedsprognose

Efter en maj på den kølige side, kan vi nu endelig se en ret solrig periode i møde, hvor vi med lidt tålmodighed også kan få regulære sommerdage med temperaturer over 25 grader.

Længes du efter sol og gennemgående stabilt sommervejr, er der gode nyheder. Der bliver nemlig rigelig sol til alle.

Det gælder dog om at finde en bænk med læ, for sommervarmen lader vente lidt på sig - i hvert fald frem til midt på måneden, lyder det i spritny månedsprognose.

”Vejret stabiliseres gradvist i denne uge, og vi kan se frem til temperaturer op til 23 grader. Muligheden for at vi en enkelt dag når over de magiske 25 grader, der markerer en meteorologisk sommerdag, er til stede - i hvert fald på Sjælland. En koldfront med regn fra vest lægger dog for en stund lidt en dæmper på sommerstemningen,” siger langtidsmeteorolog Steen Hermansen.

Men ellers stiger chancen for sommerligt vejr hen på måneden.

”Et større højtryk vest for De Britiske Øer sørger for, at vi får ret svag vind samt tørt og solrigt vejr. Det kan få temperaturen til at stige en anelse hen på uge 24 og endnu mere i uge 25,” siger Steen Hermansen og fortsætter: ”Det tyder nemlig på, at højtrykket fortsat ligger i nærheden af os i uge 25, og det giver tørt, stabilt og solrigt sommervejr og åbner op for muligheden for, at vi endelig kan tage hul på regulære sommerdage.”  

Af Marianne Brandt
2. juni 2015

Viden om vejr og klima

Se alle