Klimamodel

Oktober står i klimaets tegn. FN's klimapanel kommer til København. Vi varmer op med vigtige ord fra klimadebatten. I dag forklarer vi kort, hvad en klimamodel er.

En klimamodel er en computermodel der kan benyttes til at beskrive klimaet i fortiden eller fremtiden.

Klimamodeller bygger på fysikkens love og giver en matematisk beskrivelse af klimasystemets forskellige dele. De vigtigste fysiske love som indgår i klimamodeller er:

  • Bevægelsesligninger baseret på Newtons love.
  • Masse- og energibevarelse.
  • Tilstandsligningen for idealegasser.
  • Strålingsligninger, der beskriver, hvordan sol- og varmestråling forplanter sig og afsættes i atmosfæren.

Udover disse love, som er baseret på strikte fysiske principper, indeholder modellerne også empiriske love, dvs. sammenhænge, som er baseret hovedsageligt på observationer, og som ikke nødvendigvis har en sikker teoretisk forankring.

En klimamodel er opbygget af et stort antal 'kasser' i tre dimensioner. Det gøres i praksis ved at inddele jordoverfladen i et netværk af f.eks. 100x100 kilometer og derefter tilføje lag i den 3. dimension. Typisk er der 30-40 lag i både atmosfæremodellerne og oceanmodellerne.

I hver kasse beregnes klimavariable som: temperatur, fugtighed, vind, havstrømme og så videre, og hvordan de enkelte variable ændrer sig med tiden.

Redaktion Marianne Brandt
21. oktober 2014

Viden om vejr og klima

Se alle