Grønlands indlandsis har fået en ny fjende: regnvejr

ærligt i sensommeren og om efteråret kan kraftig regn få fyret godt op under den grønlandske iskappe, så den mister større volumen ved isranden. 

Kraftige regnvejr kan have en betydelig indflydelse på Grønlands iskappe, når vandet løber ned til klippegrunden under isen. Det viser en ny artikel i tidsskriftet Nature Geoscience med bidrag fra DMI’s regionale klimamodel, der går under navnet HIRHAM5.

”Effekten er særlig markant i sensommeren og om efteråret, når der er meget lidt sne på isoverfladen, og hvor luften stadig er lun, og regnen falder ret højt oppe på Indlandsisen. Derudover er de smeltevandskanaler under isen, der dræner sommerens smeltevand ud til havet, begyndt at lukke sig til på denne tid af året,” siger Ruth Mottram, glaciolog på DMI og medforfatter til studiet.

Accelererer isflydning

”Regn- og smeltevand når bunden og kan ikke finde en hurtig rute til isranden. Derved opbygges et højt vandtryk, der løfter isen og accelererer en vandret isflydning. Denne acceleration fører til et større tab af is ved randen,” siger Ruth Mottram.

I studiet blev effekten set fra observationer i august til september 2011, hvor et stort område af iskappen i Syd- og Vestgrønland blev berørt.

”Det sidste årti har givet mere regn højere oppe på isen sammenlignet med tidligere,” siger klimaforsker Peter Langen ved DMI og fortsætter:

 ”Vores klimafremskrivninger tyder på, at i takt med at klimaet bliver varmere og større mængder regn falder over større områder, kan denne effekt blive meget signifikant.”

Redaktion Marianne Brandt
14. juli 2015

Viden om vejr og klima

Se alle