Dagmar gav storm og orkanstød

Lavtrykket, som trækker stormen Dagmar ind over Danmark i løbet af fredag, gav allerede fra morgenstunden storm i middelvinden og vindstød af orkanstyrke, inden stormen rigtigt nåede frem.

På Kegnæs Fyr blev der i perioden fra 9:30 til 9:40 registreret middelvind af stormstyrke og vindstød helt oppe på 34 m/s, som er pænt oppe i orkanstyrkerne.

"I forbindelse med ustabile celler på fronten, der løber forud for stormen, udviklede der sig tordenceller med kraftige vinde," siger meteorolog Mogens Rønnebek. "Det var dog ganske kortvarig, og det har egentlig ikke noget at gøre med selve stormen, selvom det jo er en del af det samme system."

Samme front gav tidligere morgenen også sne og slud i Nordjylland.

Lidt efter middag begyndte Dagmar at gøre sit indtog på den jyske vestkyst med kraftig blæst og vindstød langt oppe i stormkategorien. 

Der tales om storm, når middelvinden overstiger 24,5 m/s, mens det er orkan, når middelvinden overstiger 32,6 m/s.

Af Bjarne Siewertsen
9. januar 2015, 

Viden om vejr og klima

Se alle