Ananasekspressen gjorde holdt i Californien

Voldsomme mængder nedbør ramte i weekenden det nordlige Californien. Resultatet var oversvømmelser og jordskred.

Californien har i tre år kæmpet med udbredt tørke. I sidste weekend var der dog hjælp at hente, da et lavtryk trak ind fra Stillehavet med regn. Lokalt faldt 290 millimeter nedbør fra fredag til søndag i Honeydew nord for San Francisco. Det svarer til den samlede, gennemsnitlige vinternedbør i området.

Tørken fører til oversvømmelser

290 millimeter nedbør i løbet af tre dage er langt fra optimalt. Især ikke i forbindelse med langvarig tørke. Tørke ødelægger jordens evne til at opsuge vand, og de enorme mængder regn forblev derfor mest på overfladen. Det førte til både oversvømmelser og jordskred. Blandt andet lukkede et omfattende jordskred mandag en motorvej syd for San Francisco mellem 03.40 og 17.30 lokal tid.

En bedre hjælp mod tørken ville være sne i bjergene, der ligger et stykke inde i landet. Når nedbøren falder som sne, der langsomt smelter, fordeles vandet i regionen, så jorden bedre kan nå at opsuge det. Der er heldigvis også kommet sne til bjergene - mellem 30 og 50 cm nogle steder.

F(r)ugt fra Hawaii

De store mængder nedbør skyldes et vejrfænomen, amerikanerne kalder Ananasekspressen - Pineapple Express. Ananasekspressen leverer fugtig luft fra det vestlige Stillehav til Nordamerikas vestkyst.

Ananasekspressen har ifølge United Press International fået sit navn, fordi fugtigheden stammer fra området omkring Hawaii. Hawaii er netop kendt for sin produktion af de stikkende frugter, som sælges i stor stil i det kontinentale USA.

Ananasekspressen er et eksempel på en atmosfærisk flod. Navnet illustrerer de enorme mængder vand, fænomenet transporterer. Når den fugtige luft kommer frem til en kyst, er der typisk dannet et lavtryk, som giver anledning til nedbør.

Weekendens ananasekspres var langt fra nok til at bekæmpe den ekstreme tørke i Californien. Det var dog helt sikkert et skridt på vejen.

Af Anton Almgren, meteorolog under uddannelse
12. februar 2015

Viden om vejr og klima

Se alle