Rekordvarmt 2014 bekræfter klimaændringer i Danmark

Med to uger tilbage af året er det så godt som sikkert, at 2014 ender med et gennemsnit på 10,0°C i Danmark. Det er ny varmerekord og Danmarks første år med en tocifret middeltemperatur.

Det har været et varmt år i Danmark. Så varmt, at vi nu er på vej mod en sensationel rekord.

På baggrund af målinger og prognoser er det mest sandsynlige, at året 2014 ender med en gennemsnitstemperatur i Danmark på 10,0°C. Dermed bliver den stående rekord på 9,5°C fra 2007 overgået med 0,5°C. DMI har målt temperaturen i Danmark i 140 år.

Klimatolog Mikael Scharling, der løbende har fulgt udviklingen, siger:
"Ingen af de enkelte måneder i 2014 har sat varmerekord. Til gengæld er hele fem af årets måneder blandt de top-5 varmeste af deres slags. Og alle årets 12 måneder har været varmere end klimanormalen. Alt i alt er det ret ekstremt".

Mikael Scharling påpeger også, at vi bryder en skarp, mental grænse, når vi går fra en étcifret til en tocifret rekord i Danmark. Han sammenligner det med, da CO2-indholdet i atmosfæren første gang passerede 400 ppm i foråret 2013. 

Stærk indikation på klimaændringer

Klimaforskere ved DMI har beregnet, hvor ekstremt et år på 10,0°C er for Danmark. Først så de på, hvor tit vi skal forvente et så varmt år, hvis Danmarks klima er konstant og ikke ændrer sig. Derefter gentog de øvelsen, men denne gang under antagelsen af, at Danmark bliver varmere og varmere i takt med den globale opvarmning.

"Hvis vi antog, at Danmark ikke var ramt af klimaændringer, men havde et klima svarende til 1961-90, så ville år med en gennemsnitstemperatur på 10,0°C kun forekomme naturligt med omtrent 700 års mellemrum. Det er altså en meget usandsynlig hændelse", fortæller DMI's forskningschef Katrine Krogh Andersen og fortsætter:

"Antager vi derimod, at vi har oplevet en jævn opvarmning, ja så vil år med 10,0°C forekomme med 18 års mellemrum på nuværende tidspunkt og endnu hyppigere i fremtiden. Temperaturer som i år vil blive mere og mere almindelige".

Katrine Krogh Andersen konkluderer, at temperaturen i 2014 er højst usandsynlig uden klimaændringer; klimaændringer, som FN's klimapanel IPCC med stor sikkerhed fastslår, er menneskeskabte. 

Varme med ulemper

Danskerne er ikke de eneste, der har svedt i 2014. Også Norge er på vej mod et rekordår, og tirsdag meddelte FN’s organisation for vejr og klima, at Europa samlet set har haft sit varmeste år. Hvorvidt det samme gælder hele kloden, ved vi først midt i januar, når alle data er indsamlet og behandlet. December skal dog ende særdeles kold på verdensplan, hvis det skal undgås.

Hvor tanken om en varm sommerdag tiltaler mange af os, så er det en anden historie, når varmen bliver ved og ved. Så bliver den til en ulempe. To danske rapporter fra 2014 om fremtidens klima understreger, at vi får både flere deciderede hedebølger, langt større tørkeproblemer og forhøjet risiko for katastrofer som store naturbrande. Også en del dyre- og plantearter, der i dag lever i Danmark, kommer under voldsomt pres.

Af Niels Hansen
© DMI, 17. december 2014.

Kontak Presse ♦ Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle