Rekordtør Californien

Californien er ramt af den værste tørke i over 100 år. En højtryksryg blokerer for vigtige vinterstorme. 

Californien oplever lige nu alvorlig tørke. Amerikanske klimatologer har kigget tilbage i dataene og kan konstatere, at Californien ikke har været så hårdt ramt af tørke siden 1895.   

Højtryksryg blokerer

Nedbøren ligger på under 20 procent af normalen, og alle steder på tværs af regionen oplever man tegn på tørke: lav vandstand i floder, lave snemængder i bjergene samt skovbrande uden for sæsonen.

Synderen er en højtryksryg, der ligger og blokerer for de vinterstorme, der er så afgørende for den årlige opbygning af vandressourcer, der bærer det vestlige USA gennem resten af året.   

Sådanne højtrykssystemer er ikke ualmindelige, men det har nu ligget og blokeret i hele 13 måneder. Jo længere tid, der går, desto mindre er sandsynligheden for, at det flytter sig, lyder meldingen fra det nationale center for tørke i Nebraska. 

Alvorlige skovbrande

Tørken lover ikke godt for Californiens berygtede sæson for skovbrande. Medmindre staten får betydelig nedbør i de næste to måneder, kan tørken vise sig at få alvorlige konsekvenser.

Tidligere har meget tørre år har haft stor betydning for, hvor alvorlig Californiens årlige skovbrande udartede sig. Tilbage i henholdsvis 2003 og 2007, der begge var meget tørre år, havde tørken katastrofale følger.

Økonomiske konsekvenser

Borgerne i Californien opfordres til at spare på vandressourcer, og tørken kan også få økonomiske konsekvenser for landbruget, frygter amerikanerne.  

Også andre dele af USA oplever lige nu økonomiske problemer som følge af tørke. Stater som Colorado, New Mexico, Nevada, Kansas, Texas, Utah, Arkansas, Hawaii, Idaho og Oklahoma melder alle om økonomisk pres på landbruget på grund af tørke.  

24. januar 2014. 

Kontak Presse ♦ Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle