Optimeret iskappemodel fremmer forskning

En optimering af iskappemodellen giver forskerne bedre forståelse for samspillet mellem atmosfæren, havet og den grønlandske indlandsis.

Den energiske grønlandske gletsjer, Jakobshavn Isbræ, viser sig nu at være endnu hurtigere end først antaget. I nyeste forskning er der målt hastigheder på op til 17 km om året, dvs. et gennemsnit på 46 m om dagen gennem de seneste to år.

Forskningsresultater om netop Jakobhavns Isbræ er med til at fremme forskernes viden om hele gletsjersystemet og til at forudsige den fremtidige udvikling.

En opdatering af den iskappemodel, som forskerne ved DMI anvender til at undersøge hele grønlands indlandsis, forbedrer forudsætningerne for at bedømme, hvordan den energiske gletsjer kan have konsekvenser for hele Indlandsisen.

Iskappemodel opdateres

Computermodellen, som DMI's forskere benytter, inddrager hele Indlandsisens overflade. På den måde bliver det nemmere både at forstå såvel som at forudsige ændringer.

Processerne, der forårsager Jakobshavn Isbræs høje hastigheder, har for så vidt endnu ikke været fuldt forstået. De har heller ikke tidligere været inkluderet, hverken i denne model eller nogen anden indlandsismodel af større skala.  

I et samarbejde med Dr. Faezeh Nick fra Svalbards Universitetscenter opdateres modellen nu, så den specifikt kan anvendes til at beskrive disse vigtige processer. På den måde får vi bedre forståelse for fremtidige ændringer i Grønlands indlandsis.  

Samspillet mellem atmosfæren, havet og indlandsisen

“Det er meget vigtigt, at vi har gode dataset til at holde vores iskappemodeller op imod,” siger klimaforsker Christian Rodehacke, som beskæftiger sig med Grønlands indlandsis.

”Hvis ikke vores model kan reproducere resultater som de, vi ser i disse år, kan vi ikke vide, hvor gode vores iskappemodeller egentlig er. Den seneste acceleration af Jakobshavn Isbræ har konsekvenser for hele Indlandsisen. Derfor er det af stor betydning, at vi begynder at kortlægge processerne ordentligt. Den klimamodel, som vi nu har ved DMI, giver os mulighed for bedre at forstå samspillet mellem atmosfæren, havet og Indlandsisen på en utrolig gavnlig og effektiv måde," siger Christian Rodehacke. 

De første resultater fra den optimerede havismodel forventes klar senere på året og er en integreret del af det såkaldte SVALI-projekt, som financierens af Nordisk Ministerråds Topforskningsinitiativ og Grønlands Klimaforskningscenter.

Positionen af den kælvende Jakobshavn Isbræ satellitovervåges. Du kan følge den og andre gletsjerfronter på Polar Portalen.

Du kan også læse mere om, hvorledes koldt og varmt vand påvirker Jakobshavn Isbræ. 

11. februar 2014. 

Referencer:
Joughin, I. and Smith, B. E.: Further summer speedup of Jakobshavn Isbræ, The Cryosphere Discuss., 7, 5461-5473, doi:10.5194/tcd-7-5461-2013, 2013. 

Holland, D. M., Thomas, R. H., De Young, B., Ribergaard, M. H., & Lyberth, B. (2008). Acceleration of Jakobshavn Isbrae triggered by warm subsurface ocean waters. Nature Geoscience, 1(10), 659-664.

Nick, F. M., Vieli, A., Howat, I. M., & Joughin, I. (2009). Large-scale changes in Greenland outlet glacier dynamics triggered at the terminus. Nature Geoscience, 2(2), 110-114.

Kontak Presse ♦ Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle