Oktober blev Danmarks næstvarmeste

Oktober var varm. I sidste ende blev det til en 2. plads blot 0,1°C fra rekorden.

Danmark fik sin næstvarmeste oktober, siden DMI begyndte de landsdækkende målinger i 1874.

Måneden endte med en middeltemperatur på 12,1°C; blot 0,1°C fra rekorden på 12,2°C sat i 2006.

12,1°C er 2,7°C over oktober-gennemsnittet for seneste vejrdekade (2001-'10) på 9,4°C. Det er samtidigt 3,0°C over den internationale 1961-90-klimanormal for Danmark på 9,1°C.

Det meste af oktober har Danmark ligget i en mild strømning fra sydlige retninger. Samtidig er vores lokale havvand meget varmt for årstiden, så selv i perioder, hvor lun luft ikke er blevet pumpet op til os fra sydligere himmelstrøg, har temperaturen holdt sig relativt højt.

Afvigende måned

Også nedbøren endte noget over normalen i oktober. Vejrdekaden 2001-'10 bød gennemsnitligt på 83 millimeter, mens det i år blev til hele 113. Solen var til gengæld lidt karrig med timerne. 81 fik vi mod vejrdekadens 111 soltimer.

Det skal understreges, at data for oktober endnu ikke er endeligt kvalitetssikret. Kvalitetssikringen er en proces, hvor alle data tjekkes for konsistens både internt for den enkelte station og stationerne imellem. Kvalitetssikringen sker i uge 45, men der er ingen grund til at tro, at det rykker ved de 12,1°C.

Oktober top-5
År Temperatur
2006 12,2°C
2014 12,1°C
2001 12,0°C
1995 11,4°C
1907 11,3°C

1. november 2014.

Kontak Presse ♦ Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle