Korteste dag: Mandag på Bornholm, søndag i resten af landet

Vi forsøger - uden held - at tale uden om, at daglængden fra lige-om-lidt igen begynder at stige.

Vintersolhverv er tidspunktet, hvor Solen står lodret over den sydlige vendekreds, og nordenden af Jordens rotationsakse peger maksimalt væk fra Solen.

I 2014 falder vintersolhverv i Danmark og Danmarks tidszone klokken 00.03 den 22. december.

Bornholm går solo

Det får nok den fleste til at tænke, at så må den 22. være årets korteste dag i Danmark. Sådan er det bare ikke. Det er nemlig den 21. i hele landet bortset fra på Bornholm, hvor det rent faktisk er den 22.

Hvorfor nu det?

Forklaringen ligger i, at netop på øjeblikket for vintersolhverv er den sande midnatslinje - som bevæger sig fra øst mod vest - kun nået frem til ca. 14. østlige længdegrad. I modsætning til tidszonerne, der hopper halve eller hele timer fremad, bevæger den sande midnatslinje sig i en lang, glidende bevægelse, der sender den Jorden rundt på et døgn - præcis som f.eks. daggrylinjen.

Øst for den sande midnatslinje er mandag årets korteste dag, mens det vest for er søndag. Og da den 14. østlige længdegrad løber nord-syd et par kilometer øst for svenske Ystad, ja så er det kun Bornholmerne, som får årets korteste dag den 22.

Kloden delt i to

I alle tidszoner øst for os og frem til datolinjen i Stillehavet falder solhverv ligeledes den 22. Det gælder f.eks. i Moskva (solhverv 02.03 lokal tid), Rangoon (05.33) eller Auckland (12.03). I Auckland er solhvervet dog sommersolhverv og ikke vintersolhverv, og den 22. december årets længste dag, fordi Auckland ligger på den sydlige halvkugle.

Vest for os og frem til datolinjen er historien imidlertid en anden. Her er søndag årets korteste dag, fordi det præcise tidspunkt for solhverv falder 21. december lokal tid f.eks. i Nuuk (20:03), Mexico City (17:03) eller Honolulu (13:03).

Hvor den korteste dag varierer alt efter, om man bor mod øst eller vest, så er den længste nat dog stort set alle steder på den nordlige halvkugle natten mellem den 21. og 22. december. Det skyldes, at Solen netop på tidspunktet for solhverv er tæt på at stå lige over datolinjen i Stillehavet.

Til sidst skal det bemærkes, at forskellen mellem længden af den korteste og den næstkorteste dag er under 1 sekund. Og historien skal ikke skygge for, at dagene igen bliver længere fra lige-om-lidt.

20. december 2014.

Kontak Presse ♦ Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle