Kold opvågnen lørdag

Efter nogle dage med forårsvejr, skal vi nu forberede os på en brat opvågnen lørdag morgen den 15. marts. Regn og blæst udskifter nemlig det forårsvejr, vi lige havde gået og vænnet os til.

Et solidt højtryk ligger i dag over Danmark og giver os glimrende forårsvejr af højeste karat. Men intet varer evigt. Højtrykket vil de kommende dage svækkes og langsomt søge ned mod den sydlige del af Europa.

Dette åbner op for at lavtrykkene, der hidtil kun har generet den nordlige og mellemste del af Skandinavien med deres regn og rusk, kan tage en sydligere bane.

I weekenden ventes et østgående lavtryk således at tage en bane lige nord om Danmark, og de tilhørende fronter vil give regn til alle dele af landet.

Vindstød af stormstyrke

Fredag den 14. marts bliver en overgangsdag, hvor vi lige kan få lov at omstille os til det vejr, som venter os.

”Skyer trækker ind over landet fredag, og hen sidst på dagen kan vi forvente regn flere steder,” siger vagtchef Frank Nielsen.

Dette er dog kun begyndelsen på weekendens vejr. Regnen tager til i løbet af natten, og vi vågner op til en blæsende og regnfuld lørdag morgen den 15. marts.

”En lavtryksudvikling, der kommer oppe fra havet syd for Island, bevæger sig ned over Færøerne og Sydnorge, og uddyber sig yderligere på sin vej til Danmark,” siger Frank Nielsen og fortsætter:

”Lørdag bliver derfor en dag, hvor vi virkelig får vind i håret, når vi bevæger os ud. På vindskalen kommer vi til at ligge i intervallet mellem hård vind og hård kuling.”

En overgang kan vi endda komme til at opleve vindstød af stormstyrke, lyder det fra vagtchefen. Risikoen er dog størst langs den jyske vestkyst, men også Nordsjælland kan risikere at få de stærke vinde at føle.

Ikke kun gråt

Weekenden bliver dog ikke kun grå og trist. Efter fronterne klarer det op med solskin - dog med mulighed for byger.

”I løbet af lørdagen begynder det at tynde ud i bygerne. Vi får mulighed for at se lidt til solen, og temperaturen kan snige sig op på mellem 8 og 10 grader. Vinden taget i betragtning vil det dog ikke komme til at føles særligt forårsagtig,” siger Frank Nielsen.

Vinden aftager i løbet af lørdag eftermiddag og aften, men et nyt lavtryk er hurtigt på vej igen. På søndag kommer det derfor til at blæse op igen - dog ikke i lige så vid udstrækning.

”Søndag kan vi forvente hård vind til kuling og regn og byger, der driver ind fra nordvest. Det blæsende vejr fortsætter ind i den nye uge. Vi kan derfor godt indstille os på en periode med mere køligt og omskifteligt vejr,” slutter vagtchefen.  

12. marts 2014

Kontak Presse ♦ Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle