Global opvarmning
Oktober måned står i klimaets tegn, når FN’s klimapanel kommer til København. Vi varmer op med en række vigtige ord fra klimadebatten. I dag gælder det den globale opvarmning.
Når termen 'den globale opvarmning' benyttes i medierne og klimadebatten, henviser det oftest til den stigning i den globale gennemsnitstemperatur, som er målt siden ca. år 1900 og særligt efter 1975. I de seneste 100 år er den globale temperatur steget med ca. 0,8°C. Termen kan dog også henvise til den forventede fortsatte opvarmning i fremtiden.
Normalt beskriver vi den globale opvarmning ved at vise en kurve for den målte temperatur i to meters højde, som er den normale meteorologiske målehøjde (se grafen til højre).
Temperaturstigningen er imidlertid udtryk for en ophobning af energi i en stor del af jordsystemet. Energien ophobes nemlig i både den nedre del af atmosfæren (luften), hydrosfæren (vandet), kryosfæren (isen) samt de alleryderste dele af geosfæren (den faste jord).
Ophobningen af energi foregår noget mere jævnt end kurven ovenfor antyder. To-meter temperaturen er nemlig påvirket af forskellige naturlige, cykliske klimavariationer nær jordoverfladen, som slører billedet (grafik til højre).
Ofte kobles begrebet den globale opvarmning direkte til menneskets udledning af drivhusgas, men ret beset ligger den kobling ikke i begrebet alene. Man kan altså godt anerkende temperaturstigningen uden nødvendigvis at erklære sig enig i den normalt fremførte årsag fra blandt andet FN's klimapanel IPCC.
1. oktober 2014
