Påvirker den globale gennemsnitstemperatur
Bliver El Niño’en en realitet, kommer den til at påvirke den globale gennemsnitstemperatur.
”Den kraftige El Niño tilbage i 1998 har f.eks. bidraget til den globale gennemsnitstemperatur med flere tiendedele af en grad,” siger Wilhelm May.
Dog forventer han ikke, at den nye El Niño kommer til at bidrage til den globale gennemsnitstemperatur i lige så høj grad. Den nye El Niño ser nemlig ud til at blive mindre kraftig end den i 1998 og udvikler sig først i løbet af sommeren og efteråret 2014.
Tager man den globale gennemsnitstemperatur i betragtning, er det dog alligevel muligt, at selv en mindre kraftig El Niño kan gøre 2014 til et meget varmt år.
”I kombination med den generelt ret høje globale gennemsnitstemperatur over de seneste 10 år kan selv en mindre kraftig El Niño gøre 2014 til et meget varmt år. Om 2014 også bliver det varmeste år i målingernes historie er mindre sikkert,” siger Wilhelm May.
Færre hurricanes
Med en kommende El Niño neddrosles forventningerne til antallet af tropiske orkaner - de såkaldte hurricanes - i Atlanterhavet i 2014. Der er nemlig typisk modfase mellem temperaturerne i Stillehavet og i Atlanten.
Eftersom tropiske orkaner ernærer sig ved varmt havvand, betyder lidt lavere havtemperaturer lidt færre og lidt svagere hurricanes, lyder meldingen fra det britiske Tropical Storm Risk, der således forventer en sæson, der byder på 12 navngivne tropiske lavtryk, herfra fem orkaner og to kraftige orkaner (kategori 3+). Det er i givet fald 25% under 1950-2013-gennemsnittet og 40% under 2004-2013-gennemsnittet.
Store dele af kloden påvirkes
El Niño (og modsætningen La Niña) er et såkaldt koblet ocean-atmosfære fænomen i det tropiske Stillehavsområde, der hvert fjerde til femte år typisk udløser en række vejr- og klimamæssige forandringer over store dele af kloden.
Her kan nævnes kraftig nedbør i de sydamerikanske kystområder, mindre nedbør i Filippinerne, det nordlige Australien og Indonesien samt mindre kraftig sommermonsun i Indien og varmere og mindre regnfuldt vejr i Caribien.