Skyer og tåge er svære for modellerne og dermed svære for meteorologerne. DMI-forsker har nu sammen med kolleger løst en del af problemet. Resultatet er bedre vejrudsigter.
Når DMI laver vejrprognoser, er der store forskelle på, hvor pålidelige de er.
"Nogle ting kan vores modeller forudsige med stor sikkerhed flere dage frem i tiden. Det gælder f.eks. lufttryk, vindhastighed og vindretning. Andre ting kan forudsiges nogenlunde som f.eks. temperaturer og udbredt regn," siger modeludvikler hos DMI Kristian Pagh Nielsen.
"Kraftige byger - dem som leverer skybrud - er derimod vanskelige at forudsige. Det allersværeste er dog at få modellerne til at beregne skydække og tåge korrekt."
God fysik giver resultater
Nu har Kristian Pagh Nielsen og europæiske kolleger imidlertid forbedret den matematiske beskrivelse af netop skyer og tåge i modellerne. Det gavner på sigt både vejrudsigten og klimaforskningen.
"Sammen med andre fremskridt i fysikken bag modellernes skyer vil forbedringerne først og fremmest give os bedre vejrudsigter i tilfælde, hvor skyernes levetid er vigtig. Vurderingen af, om Solen får bugt med morgentågen klokken 8 eller 11 bliver mere præcise i fremtiden. Og da skyernes i mange tilfælde også har betydning for temperatur og nedbør, vil vi også se forbedringer der," forklarer modeludvikleren.
