Danskernes foretrukne rejsevejr afsløret

Trækker vi nabolandene fra, så er Spanien stadig danskernes foretrukne rejsedestination, hvis vi skal tro DMI's Byvejr. Lokaliteter i Norditalien hiver i de sene sommermåneder Italien op som et af de lande, der kigges mest på.

Sverige er den ubetingede topscorer blandt de mest efterspurgte udenlands-destinationer på DMI’s Byvejr med Malmø og Helsingborg som de absolut mest eftersøgte. Næstmest besøgt på Byvejr er Tyskland, hvor især byerne Berlin og Flensborg slår igennem.

Men i virkeligheden er det jo ikke så underlig, at vores nabolande er de mest besøgte. Det er jo dem, vi kan køre til, tage færger til, tage toget til eller måske endda bosætte os i. Derfor bliver det også først lidt sjovere, når vi piller de umiddelbare nabolande, Sverige, Norge og Tyskland fra.

Ferie og forretning

Spanien er som forventet danskernes absolut mest foretrukne land, men byerne, der søges på hen over året, varierer lidt. Palma og Barcelona dominerer i sommermånederne, mens Gran Canaria-destinationerne med Puerto Rico og Las Palmas i spidsen vinder vinteren.

Ikke overraskende optræder de europæiske hovedstæder også højt oppe i statistikken i alle månederne.

Italien, Frankrig, Grækenland og Tyrkiet lever nogenlunde ens liv i søgningerne på DMI's Byvejr. De topper i sommermånederne - ja, faktisk hiver norditalienske lokaliteter omkring Gardasøen Italien op foran Spanien i juni-juli - mens de er mindre efterspurgte i december-januar.

Til gengæld får USA og New York i særdeleshed sin storhedstid i perioden december-marts.

Af mere eksotiske destinationer kravler Phuket og Bangkok ind på top-500-listerne i det sene efterår og de tidlige vintermåneder, mens Dubai rækker lidt mere ind i foråret. 

Mexico sniger sig også ind på listerne over de mest sete lande med Mexico City, som søges næsten hele året.

Sådan gjorde vi

Al trafikken på dmi.dk måles - og vi har derfor mulighed for at kigge på, hvilke byer i Byvejr, som er de mest populære. I seks 2-månedersperioder, begyndende med august-september 2013, producerede vi top-500-lister over de mest populære byer på Byvejr.

Langt de fleste byer er naturligvis danske byer, men 12-15% af byerne på top-500-listerne er udenlandske. De byer er for hver af 2-månedersperioderne blevet målt, vejet og ført statistik på.

Tallene er ikke normaliseret til et givent niveau. De er derfor også et udtryk for den generelle trafik på dmi.dk


Byvejr består i dag af 150.000 positioner eller lokaliteter, der kan søges enten i søgefeltet eller via kortfunktionen. God fornøjelse.

22. august 2014

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle