Allan og Bodil væltede over 1 million kubikmeter træ i danske skove

2013 blev det femteværste stormår nogensinde for de danske skove, skriver Dansk Skovforening.

Stormene Allan den 28. oktober og Bodil den 5. december 2013 væltede over 1 million kubikmeter træ i de private og kommunale skove. Det skriver Dansk Skovforening mandag i en pressemeddelelse.

Det samlede økonomiske tab løber op i knapt 300 millioner kroner. Dertil kommer et indirekte tab på længere sigt, vurderer skovforeningen.

Skønnet over de stormfældede mængder i de private og kommunale skove er baseret på indberetninger fra Dansk Skovforenings skovkredse, Skovdyrkerforeningerne og HedeDanmark:

  • Nordlige Jyllands Skovkreds: 430.000 kubikmeter
  • Sydlige Jyllands Skovkreds: 170.000 kubikmeter
  • Fynske Skovkreds: 180.000 kubikmeter
  • Sjællandske og Storstrøms Skovkredse: 300.000 kubikmeter

Naturstyrelsens samlede vurdering for Statsskovene lyder på, at der her er væltet 400.000 kubikmeter.

Skønsmæssigt udgør nåletræ 85 % og løvtræ 15 % af de stormfældede mængder.

2013 blev dermed det femteværste stormår nogensinde for de danske skove - efter 1999, 1981, 1967 og 2005.

Den hidtil milde og våde vinter har gjort det sværere at komme ud og bjærge det stormfældede træ. Derfor håber skovbruget på en længere periode med frost, så skovningsmaskiner og udkørselsvogne kan rydde op i skovene uden at skade skovveje og skovbund.

Redaktion Niels Hansen
13. januar 2014.

Kontak Presse ♦ Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle