Varmere - og mere is - i Antarktis

For andet år i træk sætter isdækket omkring Antarktis rekord. Flere fænomener er på spil, forklarer to DMI-forskere.

Den 18. september 2013 nåede havis omkring Antarktis sit årlige maksimum i udbredelse på 19,5 millioner kvadratkilometer. Det er den højeste udbredelse, der er målt, og en anelse mere end den tidligere rekord fra 2012.

"I gennemsnit er iskanten rykket 40 kilometer længere mod nord sammenlignet med gennemsnittet for perioden 1979 til 2000. Der er dog ret store regionale forskelle. Især i Rosshavet og det sydlige Indiske Ocean er udbredelsen vokset sammenlignet med 1980'erne og 1990'erne. Langs Den Antarktiske Halvø, i Bellinghausenhavet, presser nordenvinden derimod isen mod syd, og isudbredelsen er derfor reduceret i forhold til tidligere", siger isforsker Rasmus Tonboe fra DMI's Center for Ocean og Is.

Kort over Antarktis

Kort over Antarktis med de stednavne, som er nævnt i teksten. Grafik NASA.

Isdækket omkring Antarktis i 2013

Isdækket omkring Antarktis i 2013 (lys blå), 2012 (mørk blå) samt gennemsnittet for perioden 1981-2010 (grå). Kurven er opgjort ved at tælle 25x25 kilometer gitterpunkter, der har mere end 15% is. Kurven viser gennemsnit over de seneste fem dage. Grafik og data NSIDC

Vinden er vigtigste faktor

Selv om der er målt stigende temperaturer både i havet og i luften, er det netop ændringerne i vindforhold, der er den primære årsag til den voksende udbredelse af havisen omkring Antarktis.

"Vestenvinden, der blæser næsten uhindret rundt om det antarktiske kontinent, er blevet kraftigere. Det betyder, at isfeltet er langt mere dynamisk nu end tidligere. Bevægelserne i havisen resulterer i isskruninger, der øger istykkelsen og gør isen mere robust over for afsmeltning. Den kraftigere vind blæser også isen længere mod nord i bestemte områder, hvilket dermed øger isudbredelsen", siger Rasmus Tonboe.

Årsagen til den kraftigere vestenvind bliver fortsat debatteret. Rasmus Tonboe peger på to faktorer, der efter alt at dømme spiller en rolle.

"Hullet i ozonlaget over Antarktis giver en nedkøling af stratosfæren, og det øger vestenvinden sammenlignet med tidligere. Desuden er temperaturkontrasten mellem det altid kolde antarktiske kontinent og den omgivende verden forøget. Det styrker også vestenvinden".

I det centrale Antarktis kommer sommertemperaturen stort set aldrig over minus 20°C. Den globale kulderekord på minus 89°C er da også målt ved den russiske station Vostok netop i det østlige Antarktis.

Havisen påvirket af smeltende gletsjere

Hvor stor en rolle ozonhullet og den globale opvarmning spiller hver især, er forskerne ikke enige om. Forskellige modeller kommer frem til forskellige resultater.

"Selv om forskerne ikke er enige om rollefordelingen, er det klart, at havisudbredelsen omkring Antarktis netop nu er den højeste, vi har målt. Det skyldes altså en kompliceret kombination af tilbagekoblingsmekanismer drevet af klima- og miljøændringer", forklarer ekspert i gletsjere og isskjolde ved Danmarks Klimacenter, Ruth Mottram.

Yderligere en mekanisme, som muligvis bidrager til den øgende udbredelse af havisen, kan være smeltning af gletsjere.
"Opvarmningen af havet, især i dybden, påvirker afsmeltningen af nogle af de gletsjertunger, der munder ud i havet eller isshelfer, som flyder på havet. Det har vi set især langs ved Vestantarktis. Afsmeltningen gør overfladevandet nær gletsjerne koldt og relativt ferskt. Denne lagdeling af havet er stabil og isolerer havisen mod det varme vand længere nede", slutter Ruth Mottram.

1. oktober 2013.

Landskab på Antarktis

Antarktis byder på et spektakulært landskab. Foto Stuart Dunning, University of Northumbria. Klik for stor version.

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter og Instagram