Tocifrede frostgrader mange steder

Natten til onsdag nåede temperaturen ned på minus 17,6°C i Tune vest for København.  Men måske har du selv målt det endnu koldere?

Vindstille og klart vejr i kombination med snedække drev natten til onsdag og onsdag morgen temperaturen rigtig langt ned i Danmark.

Koldest i 11 måneder

Den laveste måling præsterede Roskilde Lufthavn ved Tune med minus 17,6°C. Hele ni af de 56 stationer DMI-stationer i opgørelsen kom dog ned på eller under minus 15°C.

Minus 17,6°C er den laveste temperatur målt i Danmark siden 7. februar 2012. Her blev der målt minus 20,2°C ved Esbjerg Lufthavn.

Lokalt har temperaturen formentlig være endnu længere nede end minus 17,6°C. DMI's officielle vejr- og klimastationer står nemlig placeret, så målingerne fra dem så vidt muligt repræsenterer den generelle luftmasse over landet og ikke lokalt, ekstremt mikroklima.

Lokalitet Minimum natten til onsdag
Roskilde Lufthavn Tune
Holbæk Flyveplads
Odense Lufthavn
Foulum
Ødum
Mejrup
Isenvad
Flakkebjerg
Flyvestation Karup
Tessebølle

-17,6°C
-16,9°C
-16,4°C
-16,0°C
-15,8°C
-15,5°C
-15,2°C
-15,1°C
-15,0°C
-14,3°C

 Top-10 over de laveste temperaturer natten til onsdag og onsdag morgen. Data Peter Riddersholm Wang.

Temperatur 12-timers minimum 16. januar 2013

De laveste temperaturer mellem klokken 21 tirsdag aften og klokken 9 onsdag morgen. Grafik Peter Riddersholm Wang.

Kuldehuller

En af forklaringerne på de lokalt endnu lavere temperaturer, er fænomenet kuldehuller. DMI's Lone Seir Carstensen forklarer.

"Den koldeste luft ligger lige over jordoverfladen, og der bliver den så længe jordoverfladen er helt plan. Er der blot små højdeforskelle i landskabet, ligger den kolde luft ved overfladen ikke stille længere", siger meteorologen.

"Kold luft er nemlig tungere end varm luft. Hvis der er en lavning i landskabet, dannes kold luft både nede i lavningen og højere i landskabet omkring lavningen. I luften over lavningen, der ligger i sammen niveau som overfladeluften omkring lavningen, falder temperaturen langsommere".

"Resultatet bliver, at luften et lille stykke over lavningens bund er varmere end luften oppe på forhøjningen, og den uligevægt får den kolde luft til at trille ned i lavningen. Minimumstemperaturerne i lavninger kan derfor være mellem 2 og 6°C lavere end minimumstemperaturerne på en plan jordoverflade", slutter Lone Seir Carstensen.

Instrumentbræt bil

Også tæt ved jordoverfladen, hvor temperatursensoren i en bil sidder, kan det blive koldere end i de to meters højde, hvor DMI's vejrstationer måler. Foto fra Uggerløse onsdag morgen Povl Halberg.

Ikke slut endnu

Også den kommende nat ser kold ud men ned til minus 15°C i prognoserne. Det udelukker dog ikke, at en enkelt station eller to når endnu længere ned.

Også længere ude i fremtiden byder muligheden for iskolde nætter sig. Ifølge seneste månedsprognose fra DMI's Flemming Präem-Larsen er der udsigt til både en kold afslutning af januar samt en kold start på februar.

16. januar 2013.

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter og Instagram