Snestorm i prognoserne

Kalenderen siger forår. Men det er absolut ikke noget, vejret har tænkt sig at følge. De kommende dage ser nærmest vinterlige ud - og en snestorm lurer i horisonten.

"Både fredag og weekenden byder på perioder med sne eller slud, nattefrost og temperaturer, der i dagstimerne vil ligge mellem frysepunktet og 2-3 graders varme", fortæller torsdagens vagtchef Lars Henriksen.
"Vinden bliver jævn til hård fra sydøst og kan stedvis nå kulingstyrke. I kuldeindeks svarer det til en følt temperatur på mellem 10 og 15 graders frost", tilføjer han.

Snestorm lurer

Lidt længere fremme kan vejret gå hen og blive endnu mere ubehageligt. Mandag kan således byde på snestorm-lignende tilstande i dele af landet.

"En front med sne trækker natten til mandag op over landet sydfra ,og især i den sydlige del af Danmark kan der stedvis falde mellem 5 og 10 centimeter. Da der samtidig blæser en frisk vind eller kuling omkring øst, vil der kunne forekomme snefygning", advarer vagtchefen.

Helt galt går det tirsdag, hvor prognoserne på nuværende tidspunkt antyder, at en regulær snestorm trækker op over landet sydfra. DMI varsler snestorm, når vi forventer et snefald på mere end 10 centimeter på 6 timer og middelvind der overskrider 10 meter i sekundet.

Følg udsigterne

"De prognoser, vi har til rådighed torsdag, melder om en frisk vind til kuling omkring nordøst og mellem 10 og 20 centimeter sne mange steder på tirsdag. Under de forhold vil der forekomme udbredt snefygning og med det også store trafikale problemer", påpeger Lars Henriksen.

Onsdag ventes fortsat sne flere steder. Heldigvis aftager vinden efterhånden i den sydlige del af landet.

Lars Henriksen opfordrer til, at man følger godt med i vejrudsigterne og i eventuelle varsler om snestorm og snefygning.

14. marts 2013.

Kontak Presse ♦ Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle