Du skal stille uret én time tilbage, men det kan give 'kuk i klokkeværket'. I praksis skal du, for ure med slagværk, i stedet stille uret 23 timer frem - de kan nemlig ikke stilles baglæns. Alternativt skal slagværksurene stå stille i en time, men så glemmer man dem, og resultatet bliver, at de senere på dagen skal stilles flere timer frem for at komme til at passe.
Nogle digital ure skal også stilles 23 timer frem, mens de radio- og satellitstyrede ure normalt selv klarer omstillingen midt om natten uden din indsats.
Også i vores egen verden
"På dmi.dk har vi gjort et stort arbejde for at oversætte den fælles internationale meteorologi-tid - UTC - til hhv. dansk sommer- og normaltid (vintertid)", fortæller Jacob Brock fra DMI's udviklingssektion.
"Det får den konsekvens, at alle observationer natten mellem lørdag og søndag så at sige flytter sig en time i forhold til, hvad vi er blevet vant til over sommeren".
Satellitbilledet 'Europa i farver', der lægges på én gang i døgnet (12:00 UTC), vil altså fra på søndag hedde 'klokken 13:00' i stedet for 'klokken 14:00', som det har heddet sommeren igennem.