Det er tørt og solrigt i det meste af landet. Men det tørre sommervejr kan også øge brandfaren og være en trussel mod afgrøder landet over. Med blot 2,2 mm nedbør i juli måned 2013, ligger tørkeindekset nu i top.
Prognoserne peger på, at sommervejret fortsætter. Selvom der ikke ligefrem er hverken varme- eller hedebølger i sigte, vil tørken udvikle sig yderligere de kommende dage. Der er derfor stor risiko for, at størstedelen af landet kommer til at ligge i højrisikozonen på tørkeindekset.
Tør juli
En tør juli måned betyder høj risiko for tørke i det meste af landet. Som det ses på kortet nedenfor fra 14. juli, ligger indekset mange steder over 9.
”På landsplan er der indtil nu faldet blot 2,2 mm nedbør i juli. Samtidigt har solindstrålingen og fordampningen været meget høj i hele perioden, hvorved landsgennemsnittet passerede indeks 7,5 den 10. juli,” siger klimatolog Frans Rubek.
”Værst ser det ud på dele af Amager og Saltholm, hvor indekset er oppe på 10. Kun det sydligste Sønderjylland ligger nede på skalaen og har fortsat kun lav risiko for tørke,” siger Frans Rubek.
