Marts 2013 var ekstrem på alle fronter
Danmark lå på solsiden i marts 2013. Hele 190 timers solskin fik vi, og det er intet mindre end den næst-solrigeste marts, vi har haft i Danmark siden soltimemålingerne startede i 1920.
For at finde en mere solrig marts, skal vi 70 år tilbage til 1943, hvor måneden satte rekord med præcis 200 soltimer.
Danmark har været begavet med sol i marts de senere år. Nummer tre og fire på listen er således 2007 med 187 timer og 2003 med 186 timer.
En gennemsnitlig marts i den seneste vejrdekade 2001-2010 endte med 146 soltimer.
Forårsmåned med vintertemperaturer
Med en gennemsnitstemperatur på minus 0,8°C, endte marts koldere end nogen af de tre foregående vintermåneder. Den koldeste af dem var februar 2013 med minus 0,4°C.
