"Lavtrykbanen rykker markant sydover, og et højtryk bygger op nordøst for Danmark. Det betyder vind fra det kølige, østlige hjørne og til tider vinterligt nedbør", forklarer han. Dermed er der sat prop i den milde vestenstrømning, som har domineret de seneste uger.
Nedbørmæssigt ser den kommende tid rimelig tør ud. Men den nedbør, der kommer, falder som sne. Og fordi temperaturen er så lav, bliver sneen liggende og hober sig op.
"I første omgang falder nedbøren som snebyger, men efterhånden kan især den sydlige del af landet blive berørt af fronter med mere udbredt sne. Dermed stiger risikoen for en decideret snestorm", siger meteorologen.
Steen Hermansen vurderer, at kulden i al fald holder januar ud, og anslår, at gennemsnitstemperaturen vil ligge mellem 1 og 2°C under frysepunktet i perioden. Han påpeger, at vi vil opleve dage med hård østenvind som markant koldere på grund af den såkaldte chill-faktor. Chill-faktoren beskriver kroppens varmetab ved forskellige temperaturer og vindstyrker.
Kulden har imidlertid den positive effekt, at vi får Solen mere at se. Luften fra øst er generelt tør, og det betyder færre skyer og dermed flere soltimer.