Klar til isvinter - hvis den kommer

DMI er på plads med modelprognoser og satellitbilleder, der kan følge udviklingen i isens udbredelse i de danske farvande.

Der er sandsynligvis langt til en isvinter i de danske farvande, men DMI er på plads med modelprognose og satellitbilleder og følger udviklingen i isens udbredelse.

To grupper arbejder sammen for at få det fulde billede af situationen. Det er dels DMI's sektion for Regional Oceanografi, som normalt tager sig af stormflodsvarslingen og modellering af havstrømme, havtemperatur, økologi med mere og dels Istjenesten. Istjenesten ved DMI er godt nok Grønlands istjeneste, men det er her, ekspertisen i at analysere satellitbilleder og udarbejde iskort ligger. Derfor kan de naturligvis udføre et tilsvarende arbejde for de danske farvande.

De svenske, finske og tyske istjenester dækker også de danske farvande delvist, og dem har DMI's grønlandske istjeneste et formaliseret samarbejde med via International Ice Charting Working Group. I det forum mødes alle istjenester rundt om i verden og udveksler erfaringer samt koordinerer standarder for iskort og lignende.

Satellitbilledet ovenfor fra den amerikanske Terra-satellit fortæller om udbredelsen af havis i de danske farvande. Billedet er taget med MODIS-instrumentet og vises med synligt lys, så man også tydeligt kan se et snedækket Danmark.

DMI's tredimensionelle havmodel, som bruges i stormflodsberedskabet, beregner også, hvor meget havis der er i de danske farvande. Modelresultaterne publiceres på DMI’s hjemmeside.

De seneste modelberegninger afslører, at der med den kulde, vi har haft den seneste tid, er dannet et område med ny is i den østlige del af Kattegat langs den svenske kyst. Også flere mindre områder langs de danske kyster, mest i fjorde og bugte, er dækket med havis. En umiddelbar sammenligning med det senest tilgængelige satellitbillede viser, at modellen gør det ganske godt i de danske farvande.

Prognosen for de kommende dage viser, at der forventes en lille øgning i isudbredelsen på grund af fortsat kulde. Efter weekenden bliver det imidlertid varmere igen, og vi forventer således ikke en isvinter lige med det samme.

Bemærk, at DMI ikke er den ansvarlige myndighed for isovervågningen i Danmark. Istjenesten for de danske havområder er officielt placeret i Forsvarsministeriet og varetages af Søværnets Operative Kommando. Yderligere information om SOK og dagens ismelding.

25. januar 2013.

Kontak Presse ♦ Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle