April forlænger kulden fra marts

Vi skal formentlig 25 år tilbage for at finde en april så kold som i år.

April er ved at rinde ud. Og på grund af et par usædvanligt kolde uger i starten, ender månedens middeltemperatur omkring 5,5°C.

"5,5°C er 0,2°C under 1961-90-klimanormalen og hele 2,0°C under 2001-2010 dekade-gennemsnittet", fortæller klimatolog Mikael Scharling.
"Holder de 5,5°C, skal vi 25 år tilbage i tiden, til 1988, for at finde en april, der temperaturmæssigt tangerer denne måned", tilføjer han.

Måneden udstillet af sine naboer

April i år er også særdeles kold set i forhold til de seneste år.

"For to år siden, i 2011, målte vi den varmeste april i dansk vejrhistorie. Her landede måneden på 9,9°C. Og både i 2009 og 2007 nåede vi over 9°C", påpeger klimatologen.

Den koldeste april ligger så langt tilbage som 1888. Her endte temperaturen på blot 2,5°C. DMI har landsdækkende månedsgennemsnit tilbage til 1874.

"Solmæssigt ligger april 2013 en smule over 2001-2010 dekade-normalen, mens vi nedbørmæssigt er en del under", slutter Mikael Scharling.

Det kolde vejr betyder blandt andet, at jorden fortsat er kold. Det har udsat foråret i al fald et par uger, som biolog Michael Stoltze fortalte på dmi.dk tidligere på måneden.

29. april 2013.

Kontak Presse ♦ Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle