Aktiv orkansæson under opsejling i Atlanten

Den 1. juni starter sæsonen for tropiske orkaner i Atlanterhavet - de såkaldte Hurricanes. Prognoserne tyder på, at 2013 bliver endnu et travlt år.

Sandy satte sig tungt på titlen som den absolut mest omtalte orkan i den atlantiske hurricanesæson 2012, da den ramte området omkring New York 29. oktober. Og det til trods for, at Sandy ikke var særligt kraftig*.

Begrebet 'Hurricane' bruges om orkaner i de tropiske dele af Atlanterhavet og det østlige Stillehav.

Nu nærmer starten på 2013-sæsonen sig. Den skydes officielt i gang 1. juni. Datoen er tentativt fastsat ud fra det tidspunkt, hvor vandtemperaturerne normalt er så høje, at de kan vedligeholde de energikrævende hurricanes. Som en tommelfingerregel regner meteorologerne med 26,5°C, før de tropiske systemer kan opstå og vedligeholdes.

Hurricanesæsonen i Atlanterhavet løber frem til den 30. november med størst aktivitet mellem 1. august og slutningen af oktober.

Prognoser enige om aktiv sæson

Hvert år udsender flere forskellige institutioner prognoser for antallet af forventede tropiske lavtryk, tropiske storme og tropiske orkaner i sæsonen.

I år er der generel enighed om en aktivitet over det normale. Der forventes således mellem 15 og 18 navngivne systemer imod normalt ca. 11 pr. år siden 1950. Et system navngives, når middelvinden passerer såkaldt tropisk stormstyrke på 17,5 m/sek.

Af de 15-18 navngivne systemer forventer prognoserne, at 8 eller 9 passerer en middelvind på 32,6 m/sek og dermed bliver rigtige tropiske orkaner eller hurricanes. I en gennemsnitlig sæson er det tal 6.

Af de 8 eller 9 hurricanes vokser mellem 3 og 5 sig så kraftfulde, at de opnår status som kraftige hurricanes. Det sker, når middelvinden passerer 50 m/sek. I en gennemsnitlig sæson er det tal 3.

Det helt kritiske set fra amerikansk perspektiv er imidlertid ikke antallet og styrken, men hvor mange af dem, som ender med at gå i land. I snit rammer mindre end én kraftig hurricane det sydøstligste USA om året. Men som Sandy viste, kan langt mindre også gøre det.

* Note: Sandy var meteorologisk set ikke længere en tropisk orkan, da den ramte New York. Den var transformeret til en kraftig ekstratropisk orkan, som havde beholdt en del af sine tropiske karakteristika.

15. maj 2013.

Kontak Presse ♦ Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle