97% af vejrudsigterne ramte plet

DMI’s meteorologer har været gode til at ramme præcist i 2012. Kvaliteten er i top, og danskerne kan regne med DMI’s vejrudsigter i deres dagligdag.

Kigger du på regionaludsigten på dmi.dk, inden du finder tøj til ungerne; inden du beslutter, om den står på cykel eller bus; eller inden du planlægger en weekend i haven, så er du i gode hænder hos DMI’s meteorologer, viser verifikationen for 2012.

Verifikationen – eller kvalitetskontrollen – af vejrudsigterne foretages på dag 1, dag 3 og dag 5, og temperaturen betragtes som ramt korrekt inden for et interval på plus/minus 2°C. Verifikationen for 2012 ser således ud:  

  • Dag 1: 97% af vejrudsigterne for den kommende dag var korrekte.
  • Dag 3: 86% af vejrudsigterne 3 dage frem var korrekte.
  • Dag 5: 75% af vejrudsigterne 5 dage frem var korrekte.

Døgnets højeste temperaturer er et godt pejlemærke for kvaliteten af den samlede vejrudsigt, fordi temperaturen varierer meget med både vejrtype, skydække og vindstyrke.

Løbende kvalitetstjek på vejrudsigter året rundt

Meteorologerne foretager løbende statistik på vejrudsigter året rundt. Udsigterne for hele landet, de otte regioner og farvandene opdateres 4 gange i døgnet. Vejrudsigterne indgår i statistikken på daglig basis og bliver vurderet og offentliggjort hver måned (omkring den 20. i måneden).

"Verifikationen er et vigtigt værktøj for os. På tallene kan vi meget præcist se, hvor vi skal sætte ind, og hvor vi gør det godt nok," siger sektionsleder i DMI’s sektion for Land og Farvand, Knud-Jacob Simonsen.

Verifikationen er et omfattende arbejde baseret på avanceret matematik og flere meteorologiske parametre og bruges til at klarificere, hvor DMI kan sætte yderligere ind for altid at kunne levere nøjagtige og præcise vejrudsigter til danskerne.

Følg selv med i verifikationen måned for måned.

12. marts 2013.

Kontak Presse ♦ Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle