Vinterens første isdøgn står for døren

For en stund indtager kulden Danmark. Tirsdagsdøgnet kan lokalt blive sæsonens første uden temperaturer over frysepunktet.

Efter en weekend med blandede nedbørformer, ser det nu ud til at kulden for en stund indtager Danmark, ifølge meteorolog Jesper Eriksen. Vinterens først isdøgn står måske for døren - i hvert fald lokalt. Et isdøgn er defineret ved, at temperaturen på intet tidspunkt af døgnet kommer op på eller over frysepunktet.

Observationer af maksimumtemperaturerne fra søndag den 22. januar 2012 afslører, at dagfrosten lå lige nord for de to store svenske søer. Længere sydpå - også i Danmark- var det let tøvejr. Men de kommende dage trækker kulden længere sydpå.

"Et lavtryk over den østlige Østersø bevæger sig lidt mod øst til Baltikum, mens det fyldes langsomt op. Samtidig stiger lufttrykket over den Skandinaviske Halvø. Kold luft strømmer derfor ned over Danmark fra nordøst. Dagsfrosten fra området nord for de store svenske søer har altså kurs mod Danmark", informerer Jesper Eriksen.

Vejkortet herunder viser de forventede højeste dagtemperaturer for tirsdag den 24. januar 2012, beregnet med DMI's vejrmodel HIRLAM. I denne situation forventes disse temperaturer at blive døgnets højeste temperaturer. Jesper Eriksen gør dog opmærksom på, at der kan være 1-2°C usikkerhed, når den forventede maksimumtemperatur beregnes.

Kulden ser ikke ud til at være bastant nok til, at hele landet får et isdøgn. Sandsynligheden for lokale eller måske regionale isdøgn er størst i den nordlige og østlige del af landet.

23. januar 2012.

Kontak Presse ♦ Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle