Dis og tåge hænger tungt over os, Nordtyskland og det sydlige Sverige. Bedring i sigtbarheden lader vente på sig, men DMI kan skimte lysere tider forude.
Kombinationen af lun og fugtig luft, der strømmer op over en kold og fugtig overflade, giver udbredt dis og tåge. Når sigtbarheden kommer under 1000 meter, defineres det som tåge. Er sigtbarheden nedsat, men dog fortsat over 1000 meter, defineres det som dis. Begge fænomener optræder over et større geografisk område mandag den 17. december 2012.