Set over kloden som helhed, stiger vandstanden med lidt over 3 millimeter om året.
Den primære årsag til stigningen er ekstra vand, fordi is og sne smelter. Samtidig kommer det vand, som allerede er i verdenshavet, til at fylde mere, når det langsomt varmes op. Den faktor, baseret på vands varmeudvidelse, er forholdsvis simpel at beregne for en given temperatur. Hvor meget is og sne der forsvinder, er anderledes kompliceret.
Et af problemerne med is og sne er, at det ikke bare smelter. Der falder også ny sne som løbende omdannes til is i iskapper og gletschere. En varmere verden intensiverer vandets kredsløb. Det betyder kraftigere afsmeltning og fordampning, men også mere nedbør. Og øger nedbøren i form af sne over f.eks. Antarktis hurtigere end afsmeltningen accelererer, ja så vokser den samlede mænge is og sne på kontinentet.
Ud fra afsmeltning og tilførsel af is til en gletscher eller en iskappe beregner forskerne massebalancen. Er massebalancen negativ, taler man om massetab og er den positiv om massetilvækst.
Der foretages løbende nye målinger og udarbejdes vurderinger af massebalancen. I de senere år har særligt GRACE-satellitterne, der måler mikroskopiske ændringer i tyngdefeltet, givet mulighed for opdaterede vurderinger over større områder.
Nye vurderinger baserede på satellitmålinger viser, at bidraget til vandstandsstigninger fra afsmeltningen af is fra gletsjere og iskapper uden for Grønland og Antarktis i perioden fra 2003 til 2010 var omkring 30% mindre end hidtil vurderet. I gennemsnit bidrog massetabet fra gletschere og iskapper med 0,41 millimeter per år til den globale vandstandsstigning på omkring 3 millimeter per år. Bidraget fra Grønland og Antarktis vurderes til 1,06 millimeter per år.
Massetabet fra gletsjerne i Himalaya anslås i et nyt studie til at være ti gange lavere end hidtil skønnet. Snefald kompenserer altså stort set for afsmeltningen, så der hverken finder massetab eller massetilvækst sted i nævneværdig grad. Gletscherne i området er dermed stort set i ligevægt og tilsyneladende mere stabile end hidtil antaget.
Fortsat eksistens af gletscherne i Himalaya er kritisk for befolkningerne i områderne, fordi isen er et vigtigt element i vandforsyningen.
Studiet ændrer ikke på hidtidige vurderinger af den øgede afsmeltning fra Grønland og Antarktis over de seneste år. Det giver derfor ikke umiddelbart anledning til at skrue på forventningerne til fremtidens vandstand omkring Danmark.
Grace er i praksis to satellitter, der flyver i tandem. Når de passerer over en stor masse, som f.eks. indlandsisen på Grønland, trækker massen først i den forreste satellit og derpå i efterfølgeren. Det skaber små variationer i afstanden mellem de to satellitter. Variationerne fastslås ved hjælp af mikrobølger, som afsendes mellem satellitterne. Ændringerne i den indbyrdes afstand omregnes til tyngdefeltet og dermed til iskappens masse i et givet område. Når en iskappe ændrer masse på grund af øget smeltning og kælvning af isbjerge, eller stort snefald, ses det ved gentagne målinger.
Der er store variationer i isafsmeltning fra år til år, og de nye vurderinger med Grace er derfor behæftet med store usikkerheder. Samtidig kræver vurderingen af massebalancen med tyngdemålinger fra satellitter meget omfattende databehandling. Ikke desto mindre er de nye resultater et vigtigt led i forståelsen af processer og sammenhænge i klimasystemet, så vi mere sikkert kan vurdere fremtidige ændringer i den globale vandstand.
2. maj 2012.
