Varm mandag i maj

27,1°C blev mandagens højeste temperatur målt ved Nakkehoved Fyr klokken 14. Den gennemsnitlige maksimumtemperatur for landet endte på 23,3°C.

Ét sted kom over 27°C, fire steder nåede op mellem 26 og 27°C, mens 12 lokaliteter nåede op mellem 25 og 26°C. Samlet set kom 17 lokaliteter (ud af 57 mulige) over 25°C, og fik dermed årets første lokale sommerdag.

Den gennemsnitlige maksimumtemperatur for landet endte på 23,3°C. Den laveste maksimumtemperatur blev målt på Hammer Odde til 13,9°C.

Døgnets middeltemperatur endte på 18,6°C. Det dækker over et regionalt spænd fra 14,8°C i den køligste region Bornholm til 19,7°C i den varmeste region København og Nordsjælland.

Mulig regional varmebølge i København og Nordsjælland

En regional varmebølge indtræffer, når mere end 50% af en region gennem tre sammenhængende dage får en gennemsnitlig maksimumtemperatur på mellem 25 og 28°C. Ligger gennemsnittet over 28°C defineres det som en regional hedebølge.

Kun regionen København og Nordsjælland opfyldte kriterierne til en begyndende varmebølge mandag. Meteorologerne forventer, at tirsdag bliver en anelse varmere i hele landet. Kriterierne for en regional varmebølge forventes derfor også opfyldt for regionen København og Nordsjælland tirsdag. Dermed opfylder to ud af tre dage kriterierne.

Onsdag falder dagtemperaturerne lidt, men 25°C er ikke utænkeligt nogle steder i regionen København og Nordsjælland. Men om området med maksimumtemperaturer over 25°C bliver stort nok i regionen onsdag til, at en regional varmebølge bliver en realitet, er usikkert.

Lun maj 2012 frem til den 22. maj

Maj 2012 ligger frem til og med den 22. maj 2012 klokken 08:00 på 10,5°C, hvilket er 0,5°C lunere, end det vi kan forvente os af den periode.

Klimanormalen for døgnets gennemsnitlige temperatur for en hel maj måned er 10,8 °C. Fra 2001-2012 lå gennemsnittet lidt højere på 11,4°C.

Hvis de sidste ni døgn ender med gennemsnits temperaturer på 11,5°C ender maj 2012 på klimanormalen. Skal maj 2012 blive sammenlignelig med perioden 2001-2010, skal de kommende ni døgn have et gennemsnit på 13,6°C. Begge disse to muligheder ligger inden for rækkevide.

Det er derimod ikke muligt for maj 2012 at nå op og tangere rekorden for maj fra 1889 på 13,8°C. Det ville kræve, at de resterende ni døgn lå med et gennemsnit på over 21°C for døgnet. Det sker ikke.

22. maj 2012.

Kontak Presse ♦ Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle