Så nåede vi de 30 grader - to år siden sidst

Søndag den 19. august nåede temperaturen for første gang i to år op over 30°C.

Det skete klokken 12.50, da målestationen ved Landbohøjskolen i København ved hjælp af varm luft fra syd kom op på svedige 30,5°C.

En time senere, klokken 13.50, registrerede målestationen Tessebølle ved Køge også de 30°C.

DMI's vagtchef Thyge Rasmussen forventer, at flere steder i løbet af dagen lokalt følger varmt efter.

"Den hidtil varmeste dag blev i går lørdag, hvor vi nåede 29,7°C i Karup. Den varmeste dag i juli blev den 25., hvor vi målte 29,6°C også i København ved Landbohøjskolen," siger vagtchefen og supplerer:

"I 2011 blev den højeste målte temperatur kun 28,2°C, hvilket var usædvanligt lavt, og vi måtte hele 49 år tilbage for at finde et år med så lav en maksimumtemperatur."

37 år siden varmerekord

Den højeste augusttemperatur skal vi 37 år tilbage for at lokalisere. Den 10. august 1975 blev ikke bare den højeste augusttemperatur sat, nej det var også Danmarks hidtil absolutte varmerekord, da DMI’s måler på Holstebro Lufthavn målte 36,4°C.

19. august 2012.

Kontak Presse ♦ Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle