Rigtig vind i sejlene gav OL-medaljer

Gode vindforudsigelser til de danske sejlere, førte til gode beslutninger og medaljehøst ved OL 2012. Finn-Jolle sølv med Jonas Høgh-Christensen og 49’er bronze til Allan Nørregaard og Peter Lang.

Vinden er afgørende i alle kapsejladser, og derfor kan gode vejrprognoser og meteorologisk vejledning have afgørende betydning for vinderchancerne. Ved OL 2012 havde Dansk Sejlunion derfor valgt at allierer sig med meteorolog Mikkel Oldrup fra DMI, der også selv er en erfaren sejler.

Lange prognoser afgjorde udstyrsvalg

"Allerede inden OL var gået i gang, fik de langsigtede vejrudsigter afgørende betydning," forklarer sølvvinderen i Finn-jolle, Jonas Høgh-Christensen. Både, sejl og udstyr skal indregistreres og måles før legene begynder, og det kræver, at vi tager en række beslutninger. "Med meteorologens vurdering af vindforholdene ud fra lange prognoser, valgte jeg to master og sejl ud til legene. Mikkel Oldrups meldinger lød på jævn til frisk vind først i perioden og ingen udsigt til let vind, derfor valgte jeg udstyr, der var godt i mellem og hård luft." Det viste sig at være en god beslutning, da der kun var let vind i en enkelt sejlads – nemlig den sidste medal-race.

Små vindspring gør stor forskel

Vindspring – som små vinddrejninger også kaldes – er af afgørende betydning i kapsejlads. En sejlbåd kan ikke sejle lige mod vinden, sejlene skal være fyldte. Typisk kan bådene sejle, hvis den er mindst 45 grader fra den direkte vej mod vinden. Når man skal sejle mod vinden, - eller krydse, som det kaldes – skal man derfor zig-zagge for at komme frem.

En kapsejladsbane bliver næsten altid lagt, så man skal sejle lige mod vinden for at komme til næste mærke. Små vinddrejninger betyder, at man enten kan sejle lidt mere direkte mod næste mærke, eller bliver nødt til at sejle mindre direkte mod mærket. Hovedparten af taktikken i kapsejlads er således at sejle korrekt på vindspring, og dermed sejle korteste mulige rute til næste mærke.

"Særligt de tre første dage ved OL 2012, var forudsigelserne for vinden i top. Vi fik en god beskrivelse af, hvilke tegn i skyerne vi skulle holde øje med for at få det bedste overblik over dagens vindspring. Det giver en god ro i sejladserne, når man ved hvorfor uventede vindspring opstår, og hvad disse spring fortæller os om det videre vindforløb," forklarer bronzevinderne i 49'er, Allan Nørregaard og Peter Lang.

Et vindpust fra guldet

I sidste og afgørende medalje-sejlads for 49'erne blev der forudsagt en fordel på højre side af banen. Det holdt stik det meste af sejladsen. Men vinden har også sine luner, og der er altid tilfældige vindspring, som ikke kan forudses. Et kortvarigt vindspring sidst i Finn-jolle finalen gav ekstra vind i sejlene hos briten Ben Ainslie, og sikrede ham guldet. Jonas Høgh-Christensen fik ikke helt samme udbytte af vindpustet, men vandt trods det en flot sølvmedalje.  

15. august 2012.

Kontak Presse ♦ Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle