Madagaskar ramt af tropisk cyklon

Den tropiske cyklon Giovanna ramte Madagaskar sent mandag den 13. februar 2012 klokken 22UTC (23 dansk tid). Den passerer øen i løbet af tirsdag og fortsætter derefter mod det sydlige Mozambique.

Kategori 4 cyklonen gik i land

Da Cyklon Giovanna ramte Madagaskar var det med middelvinde på 176 kilometer i timen og vindstød på op til 213 kilometer i timen. Dermed blev øen ramt af en kategori 4 cyklon.

Cyklonen bevæger sig mod vestsydvest med en fart på 28 kilometer i timen, men skifter langsomt kurs og fortsætter mod sydvest med kurs mod det sydlige Mozambique.

På turen over Madagaskar svækkes Giovanna. Det skyldes, at der ikke tilføres ny energi fra en varm havoverflade, når cyklonen er inde over land.

Vinden aftager og middelvindene forventes ned omkring 80 kilometer i timen og vindstødene forventes ned omkring 100 kilometer i timen inden Giovanna forlader Madagaskars vestkyst sidst på tirsdagen.

Så snart cyklonen forlader Madagaskar, og kommer ud over det 29°C varme Mozambique Stræde, tager den til i styrke igen.

Derfor forventes Giovanna at gå i land i det sydlige Mozambique lørdag den 18. februar med middelvinde på 120 kilometer i timen og vindstød på knapt 150 kilometer i timen. Det svare til en kategori 1 cyklon.

Orkaner, cykloner, tyfoner og hurricanes

Giovanna er en tropisk cyklon. Tropiske orkaner har forskellige navne forskellige steder i verden:

  • Hurricane i Atlanten og det østlige Stillehav
  • Tyfon i det vestlige Stillehav
  • Tropisk cyklon i Det Indiske Ocean

I Det Indiske Ocean er der desuden lokale variationer. Mod sydøst hedder en tropisk orkan en 'alvorlig tropisk cyklon' (severe tropical cyclone). I den nordlige del af Det Indiske Ocean inklusiv den Bengalske Havbugt hedder det samme fænomen derimod en 'alvorlig cyklonisk storm' (severe cyclonic storm). Giovannas helt præcise betegnelse er altså Tropical Cyclon Giovanna.

Når en tropisk orkan bliver kraftig nok får den et ekstra adjektiv foran. En tyfon bliver en 'supertyfon' og en hurricane bliver en 'major (kraftig) hurricane'. Grænserne er dog forskellige rundt om i verden.

Kraftig regn og oversvømmelser følger med de tropiske orkaner. På Madagaskar forventer meteorologerne op mellem 250 og 500 millimeter regn. Dermed er faren for oversvømmelser stor.

14. februar 2012.

Kontak Presse ♦ Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle