Lysende natskyer over Danmark

Natten til torsdag den 14. juni 2012 var der lysende natskyer over landet. Juni og juli er højtidsæson for fænomet herhjemme.

Lysende natskyer består overvejende af frossent vand og befinder sig helt oppe i 70 til 90 kilometers højde på grænsen til rummet. I Danmark forekommer de især om sommeren, når der er ekstremt koldt i den øvre del af atmosfære, der kaldes mesosfæren.

I Danmark ser vi især lysende natskyer i slutningen af juni og starten af juli. Skyerne kan minde om tynde cirrusskyer, men har normalt en blålig, sølvskinnende eller nogle gange rød-orange farve.

Lysende natskyer

Natten til torsdag den 14. juni 2012 var Per Stadel Nielsen klar med kameraet lidt over midnat.

På aftener med klart vejr kan skyerne kan ses uden kikkert. De ses bedst mod nord en time eller to efter solnedgang; når Solen er mellem fem og 13 grader under horisonten. Er Solen endnu ikke kommet fem grader under horisonten, er resten af himlen generelt for lys, og skyerne bliver overstrålet. Er Solen mere end 13 grader under horisonten, ligger også de høje skyer i Jordens skygge, og så 'lyser' de naturligvis ikke længere.

Lysende natskyer

Lysende natskyer over Søllerød natten til torsdag den 14. juni 2012. Foto Per Stadel Nielsen.

Det ustadige vejr vi går i møde den kommende uge levner få muligheder for at se lysende natskyer, men de er der dog. Chancerne ser bedst ud natten til fredag, hvor meteorologerne forventer ret klart vejr, samt natten til mandag, hvor der forventes stedvist klart vejr.

Lysende natskyer

Den flotte og lidt surrealistisk nattehimmel med lysende natskyer over Danmark natten til torsdag den 14. juni 2012. Foto Kim Spur Bahnsen.

Lysende natskyer

Natskyer over Damhussøen i København klokken 00:08 natten til torsdag den 14. juni 2012. Foto Flemming Kjemtrup Sørensen.

Følg med i skydækket, og dermed chancerne for at se de lysende natskyer, i regionaludsigterne og på Byvejr.

Lysende natskyer

Flere lysende natskyer natten til fredag den 15. juni 2012. Foto Mikael Johannesen.

13. juni 2012

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter og Instagram