Lørdag den 28. juli 2012 blev sommervarmen presset væk af en koldfront. De officielle målere registrerede seks skybrud og cirka 3500 lyn i forbindelse med frontpassagen.
Mængden af regn varierede meget fra sted til sted. Nogle steder kom der ingen eller meget lidt regn, mens andre fik regn i rigelige mængder. I Odense, der fik mest i løbet af et døgn, faldt der 46,5 millimeter i måleren på Odense Vandværk.
Intensiteten på regnen varierede også en del fra sted til sted, hvilket er helt normalt i bygevejr. I denne omgang måtte særligt den centrale del af landet tage fra.
