Juli-vejret i hus og have

Se vejrrekorder i juli, find ud hvad en hedebølge er og få gode råd om, hvordan du gør hus og have klar til ferien og holder varmen ude af huset. Bolius Boligejernes Videncenter og DMI har set nærmere på juli.

Juli er både varmere og vådere end juni. I en typisk juli måned falder der regn i 10 ud af de 31 dage – i gennemsnit 66 mm. Den største mængde regn på 24 timer, der nogensinde er faldet et sted i Danmark, faldt mellem den 8. og 9. juli 1931 - her væltede der 168,9 millimeter regn ned over Marstal. Ud af de sidste ti års juli’er i Danmark har otte været vådere end klimanormalen på 66 millimeter.

Juli kan dog også være en meget tør måned – generelt forekommer de værste perioder med tørke i sommermånederne. Det skyldes, at vandmagasinerne i det store og hele er tømt efter de tørre forårsmåneder. I 1994 faldt der blot 15 millimeter regn i juli.

Læs også: Det aktuelle tørkeindeks

Sammenlignes klimanormalerne for juli med den seneste afsluttede dekades julivejr, ses det tydeligt, at det var varmere, vådere og med flere soltimer.

I 2011 var juli den syvende vådeste siden 1874. Der kom 113 millimeter regn, hvilket er 71% mere end klimanormalen fra 1961-90 for måneden. Flere store regnvejr passerede landet. Et af dem lagde stort set hele Storkøbenhavn under vand tidlig lørdag aften 2. juli 2011, da et overordentligt voldsomt skybrud ramte byen. Det medførte omfattende vandskader på veje og bygninger.

Vejret i juli - rekorder  
Varmeste juli 19,8°C i 2006
Koldeste juli 13,9°C i 1979
Højeste målte temperatur 35,3°C i 1941
Laveste målte temperatur -0,9°C I 1903
Tørreste juli 15 mm i 1994
Vådeste juli 140 mm i 1931
Juli 1961-90 2001-10 2011
Temperatur 15,6°C 17,4°C 16,4°C
Nedbør 66 mm 77 mm 113 mm
Soltimer 196 timer 232 timer 171 timer

 

Gennemsnitstemperaturen endte i juli 2011 på 16,4°C, hvilket var 0,8°C over normalen. Solen skinnede i gennemsnit over landet i juli 2011 i 171 timer, hvilket er 25 timer eller 15 % under normalen.

Hedebølger om sommeren

Juli er normalt også varm – i gennemsnit er der 2,6 sommerdage, hvor temperaturen har været over 25°C. I 2010 var middeltemperaturen (for både nat og dag) hele 18,7°C, og der blev målt 34,1°C den 11. juli på Bornholm, den varmeste dag i Danmark siden 1994.

Der kan også optræde deciderede varme- og hedebølger om sommeren. Definitionen på en varmebølge er, at gennemsnittet af de højeste registrerede temperaturer målt over tre sammenhængende dage skal overstige 25°C. Er temperaturen over 28°C er det en hedebølge, og sker det i mere end halvdelen af landet, er der tale om en landsdækkende hedebølge.

Sådan holder du varmen ude af din bolig

De høje temperaturer kan gøre det til en varm affære at sidde indenfor om dagen eller sove om natten. Det nemmeste råd til at holde varmen ude er at lukke vinduerne og rulle gardinerne for eller persiennerne ned om dagen. Om aftenen bør du til gengæld lufte godt ud med gennemtræk i hele huset, gerne lige før du skal sove. I soveværelset kan du lade vinduet stå på klem, men husk at bruge beslag, så indbrudstyve ikke kan komme ind.

Læs også: Hold boligen kølig om sommeren

Vand i haven – pas på børnene

Det kan være dejligt at svale sig i heden i et badebassin, men husk at det også kan være farligt at have vand i haven. Hvert år drukner 10-20 mennesker i Danmark, heraf er halvdelen børn, og op mod hvert femte drukneuheld med dødelig udgang finder sted i private haver. Også damme og fiskebassiner kan give drukneulykker. Den bedste måde at forhindre ulykker på er at hegne vandet ind, og det skal være så godt, at børn ikke kan klatre over hegnet.

Læs også: Sikkerhed ved vand i haven

Solen skinner mest på Bornholm

Solen skinner mindre i juli end i juni. Juli har gennemsnitligt 196 solskinstimer, 13 færre end den første sommermåned.

Turistcheferne i Nordjylland og på Bornholm har begge sommertravlt med at fortælle, at netop deres landsdel er det mest solsikre sted at holde sommerferie i Danmark. Begge regioner har da også flere soltimer i juli, end de øvrige, men Bornholm tager prisen med 222 soltimer. Nordjylland må nøjes med 209, mens solbundproppen Syd- og Sønderjylland må stå i skyggen af de andre med 177 timer.

Gør haven klar til sommerferien

Mange holder ferie i juli, og her kan det være en god idé at gøre haven klar inden du rejser, så du ikke vender hjem til en have, hvor ukrudtet regerer, og planter, blomster og afgrøder enten er visnet i for megen sol eller druknet i regn. Du kan blandt andet:

  • Fjerne ukrudt lige inden du rejser.
  • Dække bar jord med 5 centimeter flis.
  • Vande rigeligt aftenen før, du rejser.
  • Gøde, hvis du skal være væk i lang tid.
  • Løsne jorden omkring stauder og bede med en greb, så regnvand nemmere kan trænge ned til rødderne.
  • Tynde ud i afgrøderne i køkkenhaven.
  • Stille krukker med planter i skygge og sørge for, at de får vand – for eksempelt med selvvandende krukker eller vandingssystemer.
  • Aftale med naboer eller venner, at de vander i haven.

Læs også: Sådan gør du haven sommerferieklar

Undgå indbrud og myrer i huset

Det er også en god idé at gøre huset klar til ferien, så du bl.a. sparer penge ved at slukke for de rigtige ting og undgår indbrud og invasion af myrer. Få en masse gode råd på Bolius' temaside: Sådan gør du hus og have klar til sommerferien

...her kan du fx også se og printe en tjekliste over alt, hvad du skal huske, inden du drager af sted med kufferten.

Få dine havemøbler til at holde længere

De fleste lader deres havemøbler stå udenfor hele sommeren, og sol, fugt og temperaturudsving er med til at slide og misfarve dem og få træet til at revne. Derfor skal havemøbler af træ vedligeholdes mindst en gang om året, og har du ikke gjort det endnu, er det en god idé at gøre det i juli.

Havemøblerne skal både rengøres, slibes og have olie eller maling. Hvis træet ikke bliver tilført ekstra olie eller maling, der kan beskytte overfladen, vil den naturlige nedbrydning begynde. Vedligeholder du dem jævnligt, kan de til gengæld blive ved med at være flotte og holde i længere tid.

Læs også: Vedligeholdelse af havemøbler i træ

Vælg de rigtige brædder til terrassen

Om sommeren er der mange, der går i gang med at lave ny terrasse i det gode vejr. Vælger du en træterrasse, er det vigtigt at få de rette brædder og bl.a. finde ud af, hvor meget tid du vil bruge på at vedligeholde dem i fremtiden, for det er der stor forskel på. De eksotiske træsorter som teak, mahogni og ipé holder normal længst, da de er meget hårde træsorter med et højt indhold af olie og andre naturlige stoffer, der gør dem modstandsdygtige over for råd og svampeangreb.

Læs også: Køb af brædder til terrassen

4. juli 2012

Kontak Presse ♦ Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle