Stærk storm i stødene

Som ventet kom resterne af Hurricane Katia blæsende nord om Skotland og ind i Nordsøen mandag. Det gav vindstød af stærk storm i Danmark. Og det er ikke slut endnu.

Blæsten kom, og de første efterårsblade måtte slippe taget.

Vinden tog til mandag fra sydvest og blev som forventet kraftigst i den nord- og vestlige del af landet. Middelvinden var generelt hård vind til hård kuling, men nåede ved Jyllands vestkyst også kortvarigt op på stormende kuling, 22 m/s.

Det kraftigste vindstød blev målt i Hanstholm til 30,4 m/s. Det svarer til stærk storm, og der er meldinger om væltede træer i det nordjyske. Som det ses på kortet herunder var der kraftige vindstød langs hele den jyske vestkyst, mens sjællænderne slap nådigst.

Tirsdag skal den tidligere tropiske orkan Katia ind over det centrale Norge og Sverige. Dermed passerer det mest blæsende område syd for lavtrykket ind over Danmark. Blæsevejret vil ruske i hele landet tirsdag, og vindstødene kan endnu blive af stormstyrke ved kysterne.

Først i løbet af natten til onsdag lægger vinden sig lidt.

13. september 2011

Kontak Presse ♦ Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle