Håndsrækning til klimatilpasningen

Der skal yderligere gang i samarbejdet om klimatilpasning, og best practice skal udbredes. Derfor lægger regeringen i forslaget til finansloven for 2012 nu op til en helt ny tilskudsordning til projekter om klimatilpasning.

Ordningen skal fremme samarbejdet om den klimaudfordring, vi står overfor. Den skal sætte skub i projekter, der fremmer helhedsløsninger på tværs af kommunegrænser og mellem kommuner og private og offentlige virksomheder. Og de gode løsninger skal udbredes.

Der findes allerede i dag eksempler på tværgående samarbejde:

"Jeg har selv besøgt området omkring Usserød å, hvor Fredensborg, Hørsholm og Rudersdal kommuner har udarbejdet en fælles strategi for de oversvømmelsestruede arealer," udtaler klima- og energiminister Lykke Friis.

"Det er den slags, vi gerne vil have mere af. Og vi ønsker derfor at få erfaringerne ud og gjort de gode eksempler' synlige på portalen klimatilpasning.dk og dermed generere endnu mere samarbejde," siger Lykke Friis og fortsætter:

"Jeg tror meget på de gode eksemplers magt. Og da klimaforandringer er ligeglade med kommunegrænser, er det for mig et vigtigt signal at sende, at vi nu kan støtte en række samarbejdsprojekter."

Den samlede støttepulje er på knap 3 millioner kroner, og der gives tilskud i portioner på op til 400.000 kr. For at understrege vigtigheden af, at man samarbejder omkring løsningen af klimaopgaverne, skal der være mindst to parter i projekterne. Det kan være to eller flere kommuner, eller det kan være kommuner i samarbejde med virksomheder og borgere.

Tilskudsmodtagerne skal selv spæde til med et beløb svarende til statens tilskud i projektet. Ordningen vil dermed kunne generere samarbejdsprojekter på klimatilpasning på knap 5,5 mio. kr.  

Tilskudsordningen løber i hele 2012 og vil blive administreret af Videncenter for Klimatilpasning på DMI. Samtidig vil alle projekter blive præsenteret på en konference i 2013.

Følg udviklingen på www.klimatilpasning.dk.

24. august 2011.

Kontak Presse ♦ Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle