Grønnes grønne og BLÅ glimt

Det grønne glimt er et optisk fænomen, som opleves ved solnedgang eller solopgang. Det viser sig dog sjældent - og endnu mere sjældent end det grønne er det tilsvarende blå glimt. Alligevel fangede Jesper Grønne dem begge i ét hug fredag aften.

"Det interessante foregår i de sidste to sekunder af det direkte sollys fredag aften", skriver Jesper Grønne i en mail til dmi.dk søndag.

"I det næstsidste sekund lyser det grønne glimt op, pigen [til højre på næstøverste foto, red.] springer op i luften af begejstring, og i det allersidste sekund lyser det sjældne blå glimt op", fortæller en af Danmarks nok mest professionelle amatørfotografer.

Spredning og støv

Det grønne glimt kan bedst forklares ved at tænke på atmosfæren som et prisme, der bryder lyset fra den nedgående sol op i regnbuens farver - violet øverst og rød nederst. Normalt ville violet være den sidste synlige farve - og sådan ville det da også være, hvis atmosfæren var helt støvfri.

Nu er der sædvanligvis en del støv i atmosfæren, og det spreder det blå og violette lys mest. Den sidste synlige farve bliver derfor den grønne. Dog er der enkelte gange, hvor der alligevel er tilstrækkeligt med blåt lys tilbage, til at give det meget sjældne blå glimt i halen på det grønne.

Der har været mange forklaringer på glimtene i tidens løb. De mest sejlivede var, at det har været en effekt af at kigge på Solen i for lang tid (men så kunne det næppe fotograferes ;-) ), samt at det skulle være en effekt af spejling i vandet. Sidstnævnte teori blev dog skudt i sænk, da fænomenet blev observeret i ørkenen.

6. juni 2011.

Kontak Presse ♦ Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle