Istider og klimaændringer i The Day After Tomorrow

Data fra blandt andet de antarktiske iskerner - som helten i The Day After Tomorrow netop arbejder med - viser, at atmosfærens kuldioxidindhold i store træk svinger sammen med temperaturen, men at kuldioxidindholdet halter efter klimaændringerne.

Først bliver det varmere og cirka 1.000 år senere stiger kuldioxidmængden. Omvendt, når det bliver koldere.

Kuldioxid er således en af flere såkaldte feedback- (eller tilbagekoblings-) mekanismer, der forstærker de små ændringer i fordelingen af Solens energi. Når den første svage opvarmning sætter ind, fører det til en lille stigning i atmosfærens kuldioxidindhold, der igen øger temperaturen en smule og så fremdeles.

Drivhuseffekten og vanddampe

Også den naturlige drivhusgas metan virker på denne måde som en tilbagekoblingsmekanisme, der forstærker klimaændringer.

En anden vigtig tilbagekoblingsmekanisme er den øgede tilbagekastning af energi til verdensrummet, der finder sted, når polarisen breder sig. Mere is og sne giver øget energitab til verdensrummet, der fører til yderligere afkøling af planeten, hvilket igen øger isens udbredelse, der fører til yderligere energitab og så videre, og så videre.

En tredje fundamental tilbagekoblingsmekanisme i klimasystemet har med vanddamp at gøre. Vanddamp er en drivhusgas, men den maksimale mængde vanddamp atmosfæren kan indeholde er stærkt afhængig af temperaturen.

Jo varmere det er, jo mere vanddamp kan der være, og jo større opvarmende effekt har vanddampen. Når det er koldt, som under istiderne, forholder det sig omvendt. Her bliver det særlig koldt, netop fordi der er så lidt vanddamp.