I filmen indtræffer der på meget pludseligt en ny istid. Istider er noget af det, som vi ved meget om, og der har i mange år været generel enighed om de grundlæggende årsager til istidernes kommen og gåen.
Hypotesen om istidernes adfærd kaldes Croll-Milankovitch-teorien og går ud på, at istiderne skyldes små, cykliske variationer i Jordens bane om Solen. Variationer, der fører til et kompliceret mønster af ændringer i fordelingen af Solens energi på Jorden og derfor påvirker de globale energibalancer og varmetransporter og hermed klimaet.
Kuldioxid spiller en rolle
Nu er de små variationer i fordelingen af Solens energi imidlertid ikke alene nok til at medføre de store udsving i Jordens gennemsnitstemperatur, der finder sted fra varmetid til istid og tilbage igen. Og her spiller kuldioxid faktisk en vigtig rolle som forstærkende mekanisme.