Den lynfrosne mammut i The Day After Tomorrow

The Day After Tomorrow omtales en hel, dybfrossen mammut fra Sibirien som bevis på, at processen, der lægger den nordlige halvkugle på is, har været på spil tidligere i den geologiske historie. Men er det nu belæg nok?

En sådan mammut - ja over 15 - eksisterer faktisk. Deres skæbne er dog en anelse anderledes, end det fremgår i filmen.

Det mest kendte eksemplar er den såkaldte Beresovka-mammut, der i år 1900 blev gravet ud af permafrossen jord i Sibirien. Eksemplaret var i næsten perfekt stand og havde blandt andet munden fuld af mad. Den var tydeligvis blevet overrasket, begravet og bevaret meget hurtigt.

Den mest sandsynlige forklaring er, at Bereskova mammutten og dens lige er blevet taget på sengen og begravet af mudderskred. Det er et fænomen, der er overordentligt hyppigt forekommende i regioner med permafrost, hvilket vil sige næsten alle mammutternes kendte levesteder.

lynfrossen new york fra filme The Day After Tomorrow

I filmen nævnes en lynfrossen mammut - senere overgår stort set samme skæbne New York. Foto: Twentieth Century Fox.

I områder med permafrost er jorden frosset til stor dybde - så stor at sommerens varme ikke når ned og tør de dybeste lag. Samtidig kan smeltevand fra de øvre jordlag ikke sive ned og væk på grund af frosten længere nede.

Det betyder, at man i en del af året i praksis har en pakke tyndtflydende mudder på en skøjtebane. Det er en cocktail, der kan sættes i skæbnesvanger bevægelse af den mindste forstyrrelse - f.eks. en jordrystelse - i en proces, der kaldes solifluktion eller jordflydning.

Mammutten er altså blevet begravet i iskoldt mudder. Mudder, der formentlig kort efter frøs og derved indkapslede og i praksis mumificerede det store pattedyr for eftertiden.

I det hele taget er mudder-, jord- og sandskred meget hyppige processer til bevaring af fossiler.

Der er fundet andre mammutter i langt dårligere bevaringsstand end Beresovka eksemplaret. De er tydeligvis døde et stykke tid, før de blev begravet og frosset ned. Det faktum blev faktisk allerede så tidligt som i 1909 tolket som et modbevis til teori om 'pludselig dybfrysning'.

Lektor Kim Aaris-Sørensen fra Zoologisk Museum fortæller i øvrigt, at forskerne i starten af det 20 århundrede troede, at mammutter var stort set hårløse, fordi eksemplarerne fundet i Sibirien praktisk taget ikke havde en trevl på kroppen, når de videnskabelige ekspeditioner nåede frem.

Senere undersøgelser viser, at pelsen bliver trukket ud af hårsækkene under frysningen, men ofte fandt man heller ikke håret i sedimentet 20-30 centimeter fra kadaveret, som man ellers skulle forvente. Det viste sig nemlig, at de lokale beboerne simpelthen stjal håret fra de store dyr, efterhånden som det smeltede fri. Uldne, rød-brune striktrøjer af 30.000 år gammel mammut-uld er nemlig noget af det varmeste, der findes...

Temaansvarlig John Cappelen
Opdateret 4. juli 2018