Den lynfrosne mammut i The Day After Tomorrow

I områder med permafrost er jorden frosset til stor dybde - så stor at sommerens varme ikke når ned og tør de dybeste lag. Samtidig kan smeltevand fra de øvre jordlag ikke sive ned og væk på grund af frosten længere nede.

Det betyder, at man i en del af året i praksis har en pakke tyndtflydende mudder på en skøjtebane. Det er en cocktail, der kan sættes i skæbnesvanger bevægelse af den mindste forstyrrelse - f.eks. en jordrystelse - i en proces, der kaldes solifluktion eller jordflydning.

Mammutten er altså blevet begravet i iskoldt mudder. Mudder, der formentlig kort efter frøs og derved indkapslede og i praksis mumificerede det store pattedyr for eftertiden.

I det hele taget er mudder-, jord- og sandskred meget hyppige processer til bevaring af fossiler.

Der er fundet andre mammutter i langt dårligere bevaringsstand end Beresovka eksemplaret. De er tydeligvis døde et stykke tid, før de blev begravet og frosset ned. Det faktum blev faktisk allerede så tidligt som i 1909 tolket som et modbevis til teori om 'pludselig dybfrysning'.

Lektor Kim Aaris-Sørensen fra Zoologisk Museum fortæller i øvrigt, at forskerne i starten af det 20 århundrede troede, at mammutter var stort set hårløse, fordi eksemplarerne fundet i Sibirien praktisk taget ikke havde en trevl på kroppen, når de videnskabelige ekspeditioner nåede frem.

Senere undersøgelser viser, at pelsen bliver trukket ud af hårsækkene under frysningen, men ofte fandt man heller ikke håret i sedimentet 20-30 centimeter fra kadaveret, som man ellers skulle forvente. Det viste sig nemlig, at de lokale beboerne simpelthen stjal håret fra de store dyr, efterhånden som det smeltede fri. Uldne, rød-brune striktrøjer af 30.000 år gammel mammut-uld er nemlig noget af det varmeste, der findes...