De 27 skytyper gennemgået

Skybeskrivelserne her giver et lille indblik i de uendelige variationsmuligheder inden for kategorisering af skyer. Den er ordnet strengt efter de 27 forskellige meteorologiske skytyper med tilhørende billeder fra Danmark. 

Vi er faktisk smadderheldige, for Danmark ligger et unikt sted på kloden, hvor det meste vejr og de fleste luftmasser passerer forbi året igennem. Med luftmasserne og det omskiftelige vejr følger alverdens skyer, så kig op og nyd det!

Cumulus humilis. Det er en dag med vestenvind, hvor en højtryksryg passerer området. Der er ringe cumulusaktivitet og skyerne bliver ikke større end små vattotter.

Skyerne forbliver hvide grundet deres ringe tykkelse. Vinden på billedet kommer fra vest (man siger, at området ligger i 'vestlig strømning'). Derfor skal man spejde modsat billedet, nemlig mod sydvest, for evt. at øjne andre skytyper, som kan afsløre, om der er nye frontsystemer undervejs til næste dag.

Her bliver det resten af dagen pænt og solrigt vejr uden byger.

Skysymbol for CL1 Cumulus humilis
Skytype CL1 Cumulus humilis

CL1 Cumulus humilis, smuktvejrscumulus med ringe vertikal udstrækning. Glumsø, den 18. juli 2007 kl. 14.45, retning øst. Foto: Robert Hinnerskov.

Cumulus congestus. Efter en nat med regn (der faldt 8 mm fra en sydfra kommende front), er luften fugtig og lettere instabil.

Der dannes cumulus congestus, cumulusskyer med stor vertikal udstrækning, som sædvanligvis har udvækster i form af kupler eller tårne. Det varsler byger i løbet af dagen, medmindre lufttrykket stiger, samtidig med at en højtryksryg er på vej ind over området. I så fald vil cumulusaktiviteten dø ud i løbet af dagen og vejret bedres.

Dette var ikke tilfældet her, idet et lavtryk var under dannelse tæt på Danmark. Juli 2007 blev i øvrigt et særdeles vådt bekendtskab.

På sådan en formiddag med store cumulusskyer skal man i øvrigt holde øje med skyernes underkant. Er den skarpt aftegnet, vil skyerne udvikles. Er underkanten derimod blød og vatagtig bliver skyerne formentlig ikke større.

Skysymbol for CL2 Cumulus congestus

Skytype CL2 Cumulus congestus

CL2 Cumulus congestus, staksky med moderat eller stor vertikal udstrækning. Glumsø, den 4. juli 2007 kl. 9.29 retning sydsydøst. Foto: Robert Hinnerskov.

Cumulonimbus calvus. Et område med byger trækker op syd fra. Et lavtryk under udvikling over den sydlige Nordsø nærmer sig området med byger og tiltagende vind.

Billedet viser nydannede bygeskyer, cumulonimbus, dog uden den store hvide skærm, som kaldes en ambolt. Der er bygeaktivitet i området, og her kl. 18.30 er bygerne stadig ved at udvikles.

Bemærk de veludviklede skyceller, som under ”normale” forhold ville gå i opløsning her sidst på dagen. Det bliver en fugtig aften, og bygerne kan, grundet lavtrykkets udvikling, fortsætte natten igennem, eventuelt med torden.

CL3 Cumulonimbus calvus, bygesky uden ambolt. Glumsø, den 26. juni 2007 kl. 18.30 retning nordøst. Foto: Robert Hinnerskov.

Stratocumulus comulogenitus. Efter en kølig dag med cumulusaktivitet og vestenvind, flader cumulusskyerne ud i takt med, at skydannelsen aftager mod solnedgang. Der dannes stratocumulus ved udbredelse af cumulus.

Skyerne opløses gradvis, og natten kan blive klar og kølig. Hvis dagen har budt på byger, og lufttrykket er stigende, er det sandsynligt, at der bliver færre af dem næste dag.

Skysymbol for CL4 Stratocumulus cumulogenitus

Skytype CL4 Stratocumulus cumulogenitus, bølget lagsky

CL4 Stratocumulus cumulogenitus, bølget lagsky dannet ved udbredelse af stakskyer. Glumsø, den 28. juni 2007. Foto: Robert Hinnerskov.

Stratocumulus. Det er stabilt vejr under et højtryk, som befinder sig tæt på Danmark. En fugtig luftmasse er trængt frem fra sydvest og giver nu anledning til dannelse af lave bølgede lagskyer.

Hvis lufttrykket derimod er lavt, og stratocumulus trækker op, kan det være varsel om regn og byger. Dette ses eksempelvis i varmsektorvejr før koldfronten. En himmel som denne kan blive rødfarvet over et stort område i forbindelse med solopgang eller solnedgang.

Vær på vagt! Farven varer lige så kort, som den er betagende.

Skysymbol for CL5 Stratocumulus

Skytype CL5 Stratocumulus, bølget lagsky

CL5 Stratocumulus, bølget lagsky. Glumsø, den 12. februar 2008 kl. 9.30 retning sydøst. Foto: Robert Hinnerskov.

Stratus nebulosus. I Påsken 2008 passerede et lavtryk fra nordvest, ledsaget af et markant vejromslag med sne og kulde.

Her har varmfronten passeret området med sne og slud, og vi befinder os i varmsektoren, hvor vinden er svag sydlig. Solen er ved at bryde frem, og muldjorden, der opvarmes af lyset fra solen, giver ”markrøg” (den hvide stribe lidt under midten af billedet).

Luften virker mild, og skyerne hænger lavt over landskabet, men sidst på dagen lurer omslaget, når koldfronten når frem fra nord med sne, blæst og frost.

Skysymbol for CL6 Stratus nebulosus, tågesky

Skytype CL6 Stratus nebulosus, tågesky

CL6 Stratus nebulosus, tågesky i et gråt ensartet skylag. Glumsø, den 21. marts 2008 11:35 i retning sydsydøst. Foto: Robert Hinnerskov.

Stratus fractus nimbostratogenitus. Et lavtryk passerede Danmark sydfra og gav området 35 mm regn i løbet af dagen. Her sidst på dagen begyndte skyerne at spredes i takt med at koldfronten passerer. Luften blev gradvist mere sigtbar og i horisonten ses koldfrontens bagkant under den begyndende opklaring.

Læg særligt mærke til, hvad der sker over skovområder lige der, hvor koldfronten slår igennem. Skovene er mættet med fugtig og relativt varm luft. Når den kolde luft passerer området ”slynges” den fugtige luft til vejrs med den virkning, at den omgående kondenserer til disse forrevne fractusskyer.

Skyerne er sædvanligvis beliggende under altostratus eller nimbostratus og undergår konstant ændringer, idet de løsrevne skydele opløses og gendannes i et væk.

Skysymbol for CL7 Stratus fractus nimbostratogenitus

Skytype CL7 Stratus fractus nimbostratogenitus

CL7 Stratus fractus nimbostratogenitus, forreven tågesky dannet af regnskyer. Glumsø, den 16. juni 2007 kl. 17.10 retning vestsydvest. Foto: Robert Hinnerskov.

Cumulus. Det er blevet opholdsvejr efter at en langsomgående front har passeret området med regn. Fractocumulus har nu dannet cumulusskyer, der ligger under et tæt lag af stratocumulus. Der er først udsigt til opklaring den følgende dag.

Skysymbol for CL8 Cumulus

Skytype CL8 Cumulus

CL8 Cumulus dannet af fractocumulus under et lag af tæt stratocumulus. Veddinge Bakker ved Sejerøbugten, den 19. juli 1991 kl. 19.35 retning østnordøst. Foto: Robert Hinnerskov.

Cumulonimbus cappilatus incus. En dag med mange byger. Der ligger en kølig og instabil luftmasse over området. Denne type skyer kan i øvrigt give anledning til torden og evt. hagl.

Hen under aftenen er bygeaktiviteten aftagende, og mod vest (modsat billedet) ses allerede flere bygeskyer under opløsning. Rester af ambolte (cirrus spissatus) ses flere steder på himlen, og det kan ligeledes anes, hvordan begyndende stratocumulus dannes ved udbredelse af cumulus (bygerne synker sammen).

Den manglende belysning af skyens nederste dele skyldes, at andre skyer skygger for Solen. Dette giver denne del af bygeskyen et koldt og dystert, blåligt udseende.

Bygeskyen her er stadig i nogenlunde vigør. Det skyldes et lokalt sydsjællandsk fænomen, hvor vind fra vestlig retning (vestlig strømning) bringer bygerne ind over et meget bakket landskab (her områderne vest for Næstved). Det forlænger bygernes levetid, selvom den soldrevne aktivitet ophører sidst på dagen.

Landskabets påvirkning af skydannelsen betegnes 'orografisk' effekt.

Skysymbol for CL9 Cumulonimbus cappilatus incus, bygesky

Skytype CL9 Cumulonimbus cappilatus incus, bygesky

CL9 Cumulonimbus cappilatus incus, bygesky, hvis øverste del har et tydeligt trådet struktur her af form som en ambolt. Glumsø, 29. august 2006, kl. 20.09 retning sydøst. Foto: Robert Hinnerskov.

Altostratus translucidus. Her ses et optræk af altostratus foran en varmfront på vej fra sydvest. Skyerne er overvejende så tynde, at Sol eller Måne ses sløret gennem skyernes tyndere partier. Derfor bruges betegnelsen translucidus.

Regnen begyndte kort tid efter billedet blev taget. Skyernes tæthed og det forhold, at de er sammenhængende mod horisonten, vidner om en markant front, som kan give en del regn.

Skysymbol for CM1 Altostratus translucidus

Skytype CM1 Altostratus translucidus

CM1 Altostratus translucidus, mellemhøje lagskyer uden tydelige strukturer, her gennemskinnelig. Næstved, den 1. juli 2007 kl. 17.33, retning vestsydvest. Foto: Robert Hinnerskov.

Nimbostratus. Det ultimative regnvejr. Området har dagen igennem fået 46 mm, og det regner og blæser fortsat kraftigt. Vinden flår i buske, træer og vindmølle.

På billedet ses nimbostratus og fractostratus i forbindelse med det lavtryk, der som et af flere nærmest druknede Danmark i sommeren 2007. Skylaget er så tykt, at vejret mørkner, næsten som under en kraftig byge.

Skysymbol for CM2 Nimbostratus, regnskyer

Skytype CM2 Nimbostratus, regnskyer

CM2 Nimbostratus, regnskyer. Glumsø, den 27. juni 2007, kl. 19.20 retning syd. Foto: Robert Hinnerskov.

Altocumulus perlucidus. Efter passage af et lavtryk fra sydøst, ligger området i en lun nordøstlig strømning. Vejret er stabilt. Denne type skyer varsler normalt ikke vejrforandringer.

Hvis lufttrykket er lavt, kan opvarmningen i dagens løb gøre luften instabil, så eventuelle cumulusskyer formår at bryde gennem det stabile lag og danne egentlige byger. Er luften instabil i mellemstor højde, kan sådanne skyer udvikles til altocumulus castellanus.

Skysymbol for CM3 Altocumulus perlucidus

Skytype CM3 Altocumulus perlucidus

CM3 Altocumulus perlucidus, mellemhøje lagskyer med tydelig struktur, her bølgeformet, og med åbninger mellem skyelementerne, der gør den blå himmel synlig (lammeskyer). Glumsø, den 3. juni kl. 8.53 retning vest. Foto: Robert Hinnerskov.

Altocumulus lenticularis. Altocumulus i banker. Skyerne er lyse og delvist gennemsigtige. De har ofte facon som mandler eller fisk. De forekommer i et eller flere niveauer og er tilsyneladende under stadig forandring.

Her blæser en knastør og varm nordøstenvind ind over området. Der er ikke nedbør i sigte og ganske få skyer. Linseskyer ses ofte, hvor luft synker - enten ved koldfrontpassager, hvor luften er for tør til at give særlig nedbør, eller i forbindelse med føhn.

Skysymbol for CM4 Altocumulus lenticularis

Skytype CM4 Altocumulus lenticularis

CM4 Altocumulus lenticularis, mellemhøj bølget lagsky af form som fisk eller mandler. Glumsø, den 26. maj 1991 kl. 12.25 retning sydvest. Foto: Robert Hinnerskov.

Altocumulus radiatus. Her ses optræk af altocumulus foran koldfront, som nærmer sig fra vest. Skyerne er ordnede i bånd eller danner et eller flere temmelig sammenhængende lag. Skyerne bliver som helhed gradvis tættere.

Fronten er ved at gå i stå i østlige Nordsø og svækkelsen viser sig ved et ikke sammenhængende skydække. Der faldt da også kun spredt regn efterfølgende.

Skysymbol for CM5 Altocumulus radiatus

Skytype CM5 Altocumulus radiatus

CM5 Altocumulus radiatus, optræk af mellemhøj lagsky, der viser lange parallelle bånd. Glumsø, den 12. april 1989 kl. 18.16 retning vest. Foto: Robert Hinnerskov.

Altocumulus cumulogenitus. Et område med byger trækker op syd fra. Et lavtryk under udvikling over sydlige Nordsø nærmer sig området med byger og tiltagende vind.

Billedet viser cumulus congestus og cumulonimbus, som er kendetegnet ved faldstriber i horisonten. Luften har et relativt stabilt lag i mellemstor højde, som 'banker' skyerne flade, og her dannes altocumulus, som breder sig udad i et mørkegråt lag fra de enkelte skyceller.

Når disse skytyper er tiltagende, kan man forvente vådt vejr, idet de stabile lag viser tegn på indmarch af frontsystemer fra et lavtryk. Dette var da også forløberen for et kraftigt regnvejr, som satte Danmark under vand i det følgende døgn.

Skysymbol for CM6 Altocumulus cumulogenitus

Skytype CM6 Altocumulus cumulogenitus

CM6 Altocumulus cumulogenitus, mellemhøje lagskyer dannet ved udbredelse af bygeskyer. Glumsø, den 26. juni 2007 kl. 19.30 retning vest. Foto: Robert Hinnerskov.

Altocumulus. Det er stabilt vejr nær et højtryk, som befinder sig tæt på Danmark. En lidt fugtig luft, som er trængt frem fra sydvest, ligger over området og giver anledning til dannelse af disse skyer. Skyerne er normalt stedvis ugennemsigtige.

Skysymbol for CM7 Altocumulus

Skytype CM7 Altocumulus

CM7 Altocumulus, mellemhøje lagskyer i to lag. Det nederste er her stedvist ugennemsigtigt. Sneslev (ved Ringsted), den 16. februar 2008 kl. 9.50, retning syd. Foto: Robert Hinnerskov.

Altocumulus castellanus og altocumulus floccus. Skyerne befinder sig i yderkanten af et større tordenvejr, der passerede over den vestlige Østersø sydøst for området.

Der var tilløb til kaotisk tordenhimmel. Vejret var præget af varm og meget fugtig vind fra sydvest, og allerede kort tid efter solnedgang havde markens planter store dugdråber på bladspidserne.

Altocumulus castellanus om aftenen kan være tegn på et muligt tordenvejr om natten fordi luften er instabil i mellemstor højde. Hvis instabiliteten er tilstrækkelig kraftig, kan der udvikles højtliggende cumulus congestus og endda cumulonimbus, som kan give svag nedbør og måske torden.

Billedet illustrerer også meget godt de rødlige farver, der ses når Solen står tæt ved horisonten.

Skysymbol for CM8 Altocumulus castellanus

Skytype CM8 Altocumulus castellanus

CM8 Altocumulus castellanus, altocumulus floccus, mellemhøje lagskyer af form som små tårne (kastelskyer) og cumulusagtige totter. Glumsø, den 25. maj 2007 kl. 20.34 retning nordvest. Foto: Robert Hinnerskov.

Altocumulus castellanus, lenticularis radiatus, floccus og perlucidus. Dette var en dag med en stor forekomst af altocumulus castellanus (CM8) og tordenvejr tæt på området. Her ses en såkaldt kaotisk himmel med mange forskellige altocumulusskyer.

Området var præget af hastig tilstrømning af varm, instabil luft fra syd. Skyerne bevægede sig hurtigt fra venstre mod højre i billedet. En nærmere analyse af billedet frembringer følgende former: 

Midt i billedet ses altocumulus lenticularis radiatus, som er mellemhøje lagskyer af form som linser eller fiskekroppe, ordnet i lange parallelle bånd.

Til højre i billedet ses altocumulus castellanus og altocumulus floccus.

Helt til venstre halvvejs oppe ses et område med altocumulus perlucidus.

Skysymbol for CM9 Altocumulus castellanus, lenticularis, floccus mm.

Skytype CM9 Altocumulus castellanus, lenticularis, floccus mm.

CM9 Altocumulus castellanus, lenticularis, floccus mm., kaotisk himmel af mellemhøje lagskyer, som antager vidt forskellige former; borgtakker, totter, linseformer og ribber. Glumsø, den 15. juli 2007 kl. 21.10 retning vest. Foto: Robert Hinnerskov.

Cirrus. Fjerskyer over området primært bestående af kondensationsstriber fra fly. Luften i stor højde er forholdsvis fugtig. Området ligger i en lun sydvestlig strømning med dagtemperaturer på 4 – 8 °C.

Der ses ikke tegn på dårligt vejr under optræk, men de tydelige kondensationsstriber og den måde, de udvider sig på, viser alligevel, at den fugtige luft i stor højde kan være tegn på en generel tilstrømning af mild luft. Den kan i dagene efter føre dårligere vejr med sig.

Skysymbol for CH1 Cirrus, hvide iskrystalskyer

Skytype CH1 Cirrus, hvide iskrystalskyer

CH1 Cirrus, hvide iskrystalskyer, kaldet fjerskyer, med form som tråde, kviste eller kroge, som ikke breder sig fremadskridende over himlen. 9. februar 2008 kl. 10.45 retning sydsydvest. Foto: Robert Hinnerskov.

Cirrus spissatus. Her ses cirrus spissatus i banker eller sammenfiltrede bundter, som almindeligvis ikke tiltager i mængde. De viser en vis tilstedeværelse af fugtig luft i stor højde. Der befinder sig en svag varmfront vest for landet.

I øvrigt er vejret stabilt, og der er ikke tegn på store regnmængder. Da varmfronten i det efterfølgende døgn omsider svingede ind over området, gav den blot 0,1 mm i form af finregn.

Skysymbol for CH2 Cirrus spissatus, tæt cirrus

Skytype CH2 Cirrus spissatus, tæt cirrus

CH2 Cirrus spissatus, tæt cirrus, som ikke er rester af bygeskyer, selvom skyerne ligner disse. Glumsø, den 11. september 2007 kl. 19.10 retning vest. Foto: Robert Hinnerskov.

Cirrus spissatus cumulonimbogenitus. Bag et lavtryk over Sydsverige er køligere, instabil maritim luft fra Norskehavet strømmet ind over området. Efter en dag med en del byger, går skyerne gradvis i opløsning, og vejret klarer efterhånden noget op, mens lufttrykket stiger. 

Foroven i billedet ses her ved solnedgang orangefarvede cirrus spissatus cumulonimbogenitus, som er rester af amboltcirrus fra uddøde bygeskyer. Tilsvarende skyer ses i horisonten.

Under cirrusskyer ses stratocumulus dannet ved udbredelse af cumulus, ligeledes rester af uddøde byger. Den foranliggende mørke rulle af lavtliggende bølgeskyer viser tendens til dannelse af kastelskyer, stratocumulus castellanus.

Skysymbol for CH3 Cirrus spissatus cumulonimbogenitus

Skytype CH3 Cirrus spissatus cumulonimbogenitus

CH3 Cirrus spissatus cumulonimbogenitus, tæt cirrus (orangefarvede skydele), som har amboltform, og som er dannet af resterne af bygeskyer. Glumsø, den 3. marts 2008. Foto: Robert Hinnerskov.

Cirrus uncinus. Her er der tale om et optræk af cirrus foran en varmfront fra vest. Denne form for skyer er et sikkert tegn på fronter og nedbør. Optrækket går normalt over i tætte cirrus, som i et sammenhængende lag af cirrostratus, slørskyer, vil dække hele himlen.

Nederst i billedet ses cumulusskyer, som gradvist vil flades ud og gå i opløsning, når varmfronten nærmer sig.

Skysymbol for CH4 Cirrus uncinus,

Skytype CH4 Cirrus uncinus,

CH4 Cirrus uncinus, optræk af fjerskyer med en kroget spids af form som et komma, hvoraf nogle starter med en ”tot”. Glumsø, den 29. august 2007 kl. 8.30 retning sydsydvest. Foto: Robert Hinnerskov.

Cirrostratus fibratus. Slørskyer, som fra horisonten breder sig fremadskridende over himlen.

Optrækket kom forud for en kraftig varmfront fra nordvest. Et lavtryk bevægede sig fra Norskehavet ned mod Danmark og gav i det efterfølgende døgn ca. 20 mm i området. Det kraftige vejrsystem kan allerede spores på dette tidspunkt. Skyerne bliver sædvanligvis tættere samtidig med at de breder sig. Her er de sammenhængende optrækskyers forreste kant mindre end 45 grader over horisonten.

Skysymbol for CH5 Cirrus og cirrostratus fibratus, fjerskyer og slørskyer

Skytype CH5 Cirrus og cirrostratus fibratus, fjerskyer og slørskyer

CH5 Cirrus og cirrostratus fibratus, fjerskyer og slørskyer i et trådet og sammenhængende lag under optræk foran varmfront. Glumsø, den 9. september 2007 kl. 19.06 retning vest. Foto: Robert Hinnerskov.

Cirrostratus nebulosus. Efter nattens regnvejr, som kom op over Danmark sydfra og gav 18 mm i Glumsø, klarer det nu op, fordi koldfronten har passeret. Der ses cirrostratus mod den blå himmel, og øverst oppe i det grå område ses altostratus. I horisonten er der enkelte fractocumulus, som dannes i den fugtige luft bag koldfronten.

Skysymbol for CH6 Cirrostratus nebulosus

Skytype CH6 Cirrostratus nebulosus

CH6 Cirrostratus nebulosus, optræk af tæt lag af slørskyer, som her ikke viser distinkte skydele. Glumsø, den 25. november 1989 kl. 13.00 retning sydsydvest. Foto: Robert Hinnerskov.

Cirrostratus nebulosus. Forud for optrækket kommer ofte cirrus, som undertiden har form som lange bånd (polarbånd). Skyerne bliver sædvanligvis tættere samtidig med, at de breder sig.

Her er de sammenhængende optrækskyers forreste kant mere end 45 grader over horisonten, men himlen er endnu ikke helt dækket af cirrostratus. Det er typisk for november, at der kommer nogle dage med frost og sne. November 1989, hvor billedet blev taget, var ingen undtagelse, men kulden bider sig sjældent fat, og det var heller ikke tilfældet her.

Efter nogle kolde dage var mildere luft på vej fra nordvest med nedbør. I første omgang som sne, men senere slud eller regn.

Skysymbol for CH7 Cirrostratus nebulosus

Skytype CH7 Cirrostratus nebulosus

CH7 Cirrostratus nebulosus, overskyet af slørskyer. Ringsted, den 18. juni 1991 kl. 17.31 retning vest. Foto: Robert Hinnerskov.

Cirrostratus nebulosus. En varmfront er på vej og cirrostratus dækker himlen. Under dækket ses enkelte cumulus fractus. Slørskyerne afløses af mellemhøje lagskyer, hvorefter de egentlige regnskyer følger.

På billedet her ventes regnen indenfor ganske få timer. Sol eller måne ses tydeligt gennem cirrostratus og er ofte omgivet af halo (dog ikke her).

Skysymbol for CH8 Cirrostratus nebulosus

Skytype CH8 Cirrostratus nebulosus

CH8 Cirrostratus nebulosus, slørskyer som aftager i mængde ved opklaring efter koldfrontpassage. Glumsø, den 22. juni 2007 kl. 8.55 retning sydvest. Foto: Robert Hinnerskov.

Cirrosumulus lacunosus. Her ses cirrocumulus (makrelskyer) i en varm og lettere instabil østlig strømning. Der er dog ikke udsigt til nævneværdig nedbør.

Hvis skyerne optræder i en vestlig strømning, kan de være varsel om at en koldfront eller et trug af bygeskyer er på vej.

CH9 Cirrocumulus lacunosus, makrelskyer jævnt fordelt i et enkelt lag. Glumsø, den 8. juni 2007 kl. 20.21 retning nordvest. Foto: Robert Hinnerskov.

 

Selvom man systematisk på alle måder har godt styr på skyerne, findes der i virkelighedens verden dog utallige variationer af mere eller mindre rene typer og sammenblandinger.

Skytype CL3 Cumulonimbus calvus, bygesky uden ambolt

CL3 Cumulonimbus calvus, bygesky uden ambolt… men mange andre blandede skyer også. Dette er gerne virkelighedens verden. Foto: Robert Hinnerskov.

Temaansvarlig John Cappelen
Opdateret 3. juli 2018