Efterårsfarver: Hvorfor?

Det kan være svært at forestille sig, at alle efterårets smukke farver ikke skulle være til 'for nogens skyld'. Det er de imidlertid også, og de 'nogen' er insekter, der har planer om at bruge træet som kravlegård.

Teorien om, at træer bruger kraftige, klare og tidlige efterårsfarver til at skræmme æglæggende insekter væk, blev fremført første gang i 1996 af Bill Hamilton og Sam Brown fra University of Oxford, England.

Beskeden til skadedyrene skulle være noget i retning af "Hold dig væk - jeg har investeret i forsvar mod de æg, som du har planer om at lægge, så smut et andet sted hen". Den teori efterviste et hold norske forskere fra hhv. Oslo og Tromsø i 2003.

Nordmændene koncentrerede sig om den art, der på dansk kaldes dun-birk (Betula pubescens). Først registrerede de, hvornår og hvor kraftigt det enkelte træ klædte sig i efterårets farver, dernæst undersøgte de det følgende år i hvor høj grad, det enkelte træ var udsat for insektskader.

Og undersøgelsen gav et resultat, der umiddelbart synes at underbygge teorien om, at efterårsfarver er et signal til insekter. Jo tidligere, klarere og kraftigere farvet et træs blade er, jo færre insektskader er der at finde på træet året efter.

Forskerne noterer sig dog, at deres data også kan tolkes anderledes og opfordrer til, at der arbejdes videre med området.

Det er altså ikke alle, der finder efterårsløv smukt. For nogen er det en skov af blinkende advarselslamper. Det er stof til eftertanke under en Indian Summer-promenade i den danske natur.

Temaansvarlig John Cappelen
Opdateret 20. juni 2018

Viden om vejr og klima

Se alle